Ressourcespildet i byggeprojekters udførelsesfase anslås til at ligge på ca. 10 % af det samlede materialeforbrug.
Og i en tid, hvor branchen allerede kæmper med knaphed af udvalgte ressourcer til byggematerialer verden over og samtidig forsøger at reducere mængden af affald på byggepladsen.
Leverandøren af tagløsninger og montagesystemer, Komproment, har taget initiativ til at nedbringe spildet og allieret sig med GTS-instituttet (Godkendt Teknologisk Service):
– Det har længe været en drøm at kunne upcycle gamle teglsten til nye fuldt ud konkurrencedygtige teglsten. Nu ser det ikke længere ud til, at det er ren utopi, fortæller adm. direktør Mads Røge, Komproment, og tilføjer:
– Vores samarbejde med forskerne finder løsninger i en opblanding med bioaske, som bindes sammen med såkaldte geodymer.
Lovende for CO2-regnskabet
Upcycling af gammelt tegl er ikke blot en gevinst, fordi teglet genbruges. Det spiller også ind, at adgangen til knust tegl vil kunne sammenlignes med anvendelse af lokale råvarer. Samtidig vil det effektivt kunne udfordre de CO2-tunge løsninger på de forskellige markeder, hvor Komproment leverer ventilerede facader, fortæller Mads Røge:
– Det ser for eksempel meget lovende ud for CO2-regnskabet, da vi slet ikke behøver de høje og energikrævende temperaturer, som skal til for at brænde traditionelt tegl, siger direktøren.
Han forventer, at i løbet af få år at kunne levere et produktprogram af upcyclede facadeprodukter i en sammenlignelig kvalitet med det kendte produktprogram – dog med et lavere CO2 eq. pr. kvadratmeter.
Tilbyder tegl i overskud
Foruden upcykling af gammelt tegl forærer Komproment også overskydende tegl til interesserede idrætsklubber og spejderforeninger med små byggeprojekter.
Fra tid til anden skal der nemlig luges ud i gamle lagerprodukter, som af forskellige årsager ikke længere er en god forretning at holde på hylderne. Men i stedet for at blive nedknust eller brugt til fyld i veje, bruges det overskydende tegl nu til sit oprindelige formål:
– Det er tosset at behandle gode, brugbare, men overskydende tegl som byggeaffald. Derfor har vi tilbudt materialer til de foreninger, der har byggeideer, men ikke penge til at gennemføre dem, siger Mads Røge.