Som andre betonkonstruktioner er Storebæltsbroen udfordret af, at beton forringes over tid, og at stålkonstruktionen kan blive udsat for rust. For at håndtere det, bruger Sund & Bælt droner og maskinlæringsalgoritmer til at analysere de tusindvis af luftbilleder, som den statsejede virksomhed tager af broen.
Billederne gemmes på en digital platform, og algoritmerne identificerer de skader i betonen, som skal repareres. Løsningen hjælper Sund & Bælt med at udføre vedligeholdelse, så broens levetid forlænges. Derved opnås besparelser på drift og vedligeholdelse på op til 35 mio. kr.
Det er 3D-eksperter fra Alexandra Instituttet, der har hjulpet Sund & Bælt med at videreudvikle løsningen til betoninspektion. Kernen i teknologien er, at man automatisk genkender eventuelle skader ved hjælp af kunstig intelligens, der analyserer billeder af betonen.
– Det fungerer på den måde, at flere hundrede 2D-dronebilleder af en bropille bliver konverteret til en 3D-model. Når den kunstige intelligens registrerer samme skade i flere overlappende 2D-billeder, opdages dette gennem 3D-modellen, fortæller Tejs Scharling, der er Principal Solutions Architect hos Alexandra Instituttet.
Får bedre indblik i betonens tilstand
Løsningen har lettet den ofte tunge proces med at arbejde med manuelle inspektioner. Teknologien betyder bl.a., at man kan følge den enkelte skades udvikling over tid, og det er med til at forbedre vurderingen af den enkelte skade, så man kan tage bedre beslutninger ift. forebyggende vedligehold.
Bjarne Jørgensen, der er direktør for Commissioning & Large Projects hos Sund & Bælt, siger:
– Med teknologien får vi et endnu bedre indblik i betonens tilstand og derfor bedre muligheder for at udføre forudsigelig vedligeholdelse af broen, som forlænger anlæggets levetid. Teknologien er et væsentligt bidrag til den grønne dagsorden for eksisterende broer og tunneller.
Næsten én million unikke besøgende
Sund & Bælts database, hvor man kan søge blandt mere end 120.000 grønne teknologier, er en gratis offentlig ressource og bliver altså i dag præsenteret for deltagerne på FN’s klimatopmøde COP28, der afholdes i Dubai i disse dage.
Deltagerne fra 197 lande plus EU skal her forsøge at blive enige om løsninger på den globale klimakrise.
FN’s World Intellectual Property Organization (WIPO) har fremhævet den danske løsning som klimateknologi i deres flagskib-database ‘Green Technology Book’.
Bjarne Jørgensen, der er direktør for Commissioning & Large Projects hos Sund & Bælt, siger:
– Vi er glade for, at erfaringerne fra vores drift kan være til gavn for organisationer i industrien over hele verden gennem denne nye løsning.
The Green Technology Book er en digital publikation, der er knyttet til Wipo Green Database, der har til formål at fremhæve løsninger på presserende miljømæssige udfordringer.
Den digitale bog blev lanceret sidste år med fokus på klimatilpasning og har indtil nu været besøgt af næsten én million unikke besøgende. I år er fokus på klimabegrænsning og emissionsreduktion i byer, industri og landbrug.