PtX er igen på agendaen i grænselandet

I grænsetrekanten mellem Aabenraa, Flensborg og Sønderborg er der fuld enighed om, at der skal mere fart på den grønne omstillings energiparker, solcelleanlæg og PtX-anlæg.
Power-to-X-teknologien er en vigtig del af overgangen til en mere bæredygtig energifremtid. På det seneste møde i Grænsetrekanten var netop PtX på dagsordenen. Arkivfoto: Caverion
Power-to-X-teknologien er en vigtig del af overgangen til en mere bæredygtig energifremtid. På det seneste møde i Grænsetrekanten var netop PtX på dagsordenen. Arkivfoto: Caverion

I Kassø uden for Aabenraa er European Energy i fuld gang med at etablere et PtX-anlæg og har samtidig indviet et 300-hektar store solcelleanlæg. Også i Sønderborg bliver der arbejdet målrettet på at nedbringe CO2-udledningen bl.a. ved hjælp af ProjectZero, der skal få udlejere til at energioptimere deres boliger.

I Flensborg arbejder man bl.a. på at gøre byen klimaneutral senest i 2035 – her arbejder man både med geotermi, vindmøller og solcelleanlæg.

Nu har de tre kommuner holdt endnu et møde i fællesskabet Grænsetrekanten for at drøfte aktuelle emner og emner for 2024 – og her var netop energiproduktion, energiparker og PTX-anlæg på dagsordenen.

– Det er en meget vigtig dagsorden, og i grænseområdet er vi allerede godt i gang med en grøn omstilling. Men der skal mere fart under næste fase, og derfor er det meget relevant, at vi får drøftet energiparker og PTX-anlæg i Grænsetrekanten. For de store projekter er med til at gøre området til en af Nordeuropas førende inden for vedvarende energi, og at de skaber samtidig vækst og arbejdspladser, siger Jan Riber Jakobsen, borgmester i Aabenraa Kommune.

Skal udveksle viden om stormflod

Også stormfloden, der ramte den østvendte, sønderjyske region hårdt i oktober, var på programmet. Under stormfloden var vandstanden i eksempelvis Sønderborg Havn på et tidspunkt så høj, at flere diger og dæmninger langs kysten kunne ikke holde vandet ude.

Der er et udtalt behov for at sætte endnu stærkere ind overfor klimaets omskiftelige luner, så vi sikrer landets kyster, byer, boliger og infrastruktur. Foto: Getty Images
Der er et udtalt behov for at sætte endnu stærkere ind overfor klimaets omskiftelige luner, så vi sikrer landets kyster, byer, boliger og infrastruktur. Foto: Getty Images

På mødet fortalte alle tre parter om deres erfaringer med stormfloden, og Flensborg by vil gerne uddybe emnet på endnu et møde i 2024.

– Det grænseoverskridende samarbejde har stor betydning for vores region. Jeg ser gerne, at vi i fremtiden fokuserer endnu mere på at udveksle viden og erfaringer på tværs af grænser. Stormfloden for et par uger siden viste, at vi kan lære meget af hinanden på dette område, så vi alle er godt rustet til lignende situationer i fremtiden, siger Dr. Fabian Geyer, der er overborgmester i Flensborg by.

Også togforbindelser og banegårde i grænseregionen samt vandkvaliteten i Flensborg Fjord blev drøftet på mødet.

Relateret indhold