I en ny trepartsaftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter afsættes 360 mio. kroner årligt til et stort løft af efter- og videreuddannelsesindsatsen, VEU-systemet.
Aftalen indebærer også, at AMU-systemet bliver styrket. Der bliver bl.a. afsat 119 millioner kroner til takstforhøjelsen, ligesom der bliver afsat midler til digital læring.
Læs også: Malernes forhold er blevet “ringere” eller “meget ringere”
Med aftalen bliver der også etableret en ny AMU-udbudsmodel, som skal sikre, at virksomheder og kursister ikke går forgæves, hvis grundet aflysning eller for få tilmeldte, når de har brug for et AMU-kursus.
– I en tid, hvor vi mangler arbejdskraft, hvor kravene til den grønne omstilling og velfærdssamfundet generelt stiger hastigt, er det afgørende vigtigt, at vores medarbejdere hele tiden er videns- og færdighedsmæssigt helt up-to-date, siger Danske Malermestres formand, Per Vangekjær.
– Så det er overordentlig glædeligt, at der er landet en god og bredt dækkende aftale.
Mange positive ting
Med aftalen bliver der også afsat 100 mio. kroner til en omstillingsfond, der kan refundere arbejdsgivernes udgift til medarbejdernes kursusdeltagelse. Ligeledes er der indgået aftale om, at de virksomheder, der i en årrække frem til 2017 betalte for meget i VEU-bidrag som følge af en statslig fejlbudgettering, kan få deres penge retur.
– Der er mange positive ting i aftalen. Det er helt rigtigt at styrke VEU-systemet med de udfordringer, vi står overfor. Der er brug for et velkvalificeret og højt uddannet arbejdsmarked i fremtiden. For alle parter gælder, at de kan glæde sig over den nye trepartsaftale, siger Per Vangekjær.