Byggeriet hjælper danske rådgivere til rekordresultat

De danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder, medlemmer af FRI, oplevede i 2020 den største indtjening i næsten 40 år.
Henrik Garver, administrerende direktør i FRI. Pressefoto.
Henrik Garver, administrerende direktør i FRI. Pressefoto.

Byggeriet kan i sandhed være en vækstmotor. Krisen i relation til corona-året 2020, som har sendt mange andre sektorer til tælling, holdes da også pænt på afstand af mange af byggebranchens aktører – således også de rådgivende ingeniører, viser en ny opgørelse fra FRI, Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

Det står at læse i foreningens årlige brancheundersøgelse, der sammenligner medlemsvirksomhedernes performance i det forgangne år.

Branchen forventer en fortsat vækst.

Henrik Garver, FRI

Faktisk kommer FRI-virksomhederne ud af 2020 med en rekordstor indtjening. Overskudsgraden målt på egenproduktion er på 7,4 procent, hvilket er det højeste niveau siden 1983, og et stykke over forventningerne for 2020, der lød på cirka fem procent. Det fortæller administrerende direktør i FRI, Henrik Garver.

– Herhjemme har FRIs medlemsvirksomheder været godt hjulpet af at de danske politikere og myndigheder har formået at holde hjulene i gang ved blandt andet ikke at lukke bygge- og anlægsarbejdspladser. Herudover har suspenderingen af anlægsloftet og fremrykkede investeringer i vores forsyningssektor været positivt, og samtidig har det styrket den grønne omstilling, siger han.

Eksporten halter

Også omsætningen lander på et niveau over forventningen. FRI havde, med afsæt i indikatorerne i medio 2020, regnet med en negativ vækst på cirka to procent, men den reelle vækst for 2020 er positiv og lander på 3,4 procent.

Den samlede omsætning for 2020 ender på 13,4 milliarder og skyldes især større virksomheder med 50-1.000 ansatte, hvor fremgangen har været markant.

Et sted, hvor der alligevel kan ses et fald, er i eksporten. I 2020 havde eksporten af rådgiverydelser fra Danmark en værdi på cirka 2,5 milliarder kroner svarende til 18,5 procent af den samlede omsætning. Det er et fald på små 1,7 procentpoint i forhold til 2019 hvor den udgjorde 20,2 procent.

– Faldet i eksporten er dels et udtryk for et stærkt hjemmemarked og dels en helt naturlig konsekvens af rejserestriktioner. Vi har samtidig set, at der har været en vækst på næsten otte procent i antallet af medarbejdere i de udenlandske datterselskaber. Analysen viser derfor helt reelt, at lukkede grænser er gift for eksporten af professionelle serviceydelser, forklarer Henrik Garver.

Byggeriet er største aftager

Byggeriet står for en væsentlig del af forretningen på hjemmemarkedet for de danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder, hvor projekter i denne sektor i 2020 udgjorde hele 42 procent af omsætningen.

På andenpladsen kom infrastruktursektoren, der tegnede sig for 22 procent, mens miljøsektoren og energisektoren stod for respektivt 14,5 procent og 11 procent.

Netop Infrastruktur, miljø og energi er de sektorer, som tallene viser, at der er den største efterspørgsel på rådgiverydelser inden for, i de lande, FRI-virksomhederne eksporterer deres ydelser til.

Disse tre sektorer til sammen, udgør stort set hele den betydelige del af de ydelser, der leveres til udenlandske kunder fra Danmark.

Positive forventninger

Med baggrund i de flotte tal og markedets tilstand, ser FRI’s direktør da også lyst på fremtiden:

– Branchen forventer en fortsat vækst, selvom optimismen ikke rækker til at tro, at vi i 2021 kan opretholde den rekordstore overskudsgrad. Det skyldes blandt andet fortsatte udfordringer med at skaffe tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft, siger han og tilføjer, at vi derudover kan se frem til en normalisering af markederne i begge retninger:

– Forholdet imellem hjemmemarkedet og eksporten, forventer jeg, stabiliserer sig på det niveau, vi har set i tidligere år, i takt med, at de udenlandske markeder åbner mere op efter pandemien og effekten de danske Coronainitiativer klinger af.

Relateret indhold