Om projektet
- Dahlerups Tårn og Caroline Hus:
- Samlet 180 lejligheder, p-kælder samt 8.500 kvm. erhverv og detail. I alt 39.800 kvm.
- Vogelius Tårn samt Forchhammer-, Djørup- og Kjeldahl Hus:
- Samlet 216 lejligheder, p-kælder samt 11.300 kvm. erhverv og detail. I alt 46.200 kvm.
KØBENHAVN: Selvom vintermørket ikke for alvor har sluppet sin tag over København denne mørkegrå december-eftermiddag, hvor Dagens Byggeri besøger Züblins byggeplads i Carlsberg Byen, så er det stadig tydeligt at se op til overkanten af de ca. 10 etager, som Vogelius Tårn p.t. er nået.
Tårnet vokser – ligesom Dahlerups Tårn andetsteds på det tidligere bryggeri-område – med en etage om ugen, indtil man når den fulde højde på 80 meter og 25 etager over niveau. Dertil kommer to etager kælder på samlet 8.000 kvadratmeter, som strækker sig ud under de øvrige bygninger (Kjeldahl Hus, Forchhammer Hus og Djørup Hus) i projektet.
Der ligger mange års læring bag de systemer og processer, som vi benytter i alle de markeder, Züblin arbejder i – det er et krav fra ledelsen i Tyskland.
Teknisk direktør Jens-Henrik Nicolaisen, Züblin
– Det er en stor produktion, vi er i gang med her. Ud over ni funktionærer har vi omkring 110 timelønnede fordelt på fem sjak. De er primært i gang med betonarbejde på Vogelius Tårn og de tilhørende karréer, mens et tilsvarende team arbejder på Dahlerups Tårn, fortæller teknisk direktør Jens-Henrik Nicolaisen, Züblin.
In situ i stor stil
Kælderniveauer og stueetage er langt hen ad vejen støbt in situ, mens der bruges flere betonelementer i højden.
– Selve kernen i tårnet bliver dog støbt in situ hele vejen til taget. Her har vi etableret en stor støbeform, der kan flyttes med op, jo højere vi kommer med kernen, siger han.
En stor betonpumpe tæt ved tårnet sender gennem solide 5-tommer rør den flydende beton i højden til den etage, hvor der aktuelt bliver støbt. Det tager typisk en uges tid at gøre en etage færdig, inden sjakket ugen efter rykker op på næste niveau. Samlet skal der ikke mindre end 24.000 kubikmeter in situ-beton til støbearbejdet med Vogelius Tårn og de tilhørende karréer.
Blot en enkelt kran
Den store andel in situ betyder, at søjler og vægge i tårnet er slankere i udtrykket, hvilket bygherre har været meget tilfreds med. Elementerne til tårnet er begrænset til badekabiner, enkelte vægge og trapper.
– Med kun én stor byggekran til selve tårnet er det en stor fordel at minimere antallet af høje og vindfølsomme løft og dermed reducere flaskehalsproblemer, fastslår direktøren.
Trækker på tysk know-how
Den indre kerne forankres under byggeriet i en to meter tyk bundplade, som stabiliserer hele tårnet. Det er godkendt i højeste sikkerhedsklasse, ligesom betonen og elementerne er kvalitetstjekket og godkendt gennem flere niveauer. Züblin Danmarks tyske moderselskab forlanger tydeligvis en meget høj grad af kvalitetssikring.
– Der ligger mange års læring bag de systemer og processer, som vi benytter i alle de markeder, Züblin arbejder i – det er et krav fra ledelsen i Tyskland. På den måde kan man også lettere sammenligne på tværs af landene, fortæller Jens-Henrik Nicolaisen, som tilføjer, at man gennem det første år på pladsen havde fem tyskere med speciale i højhusbyggeri udlånt fra Züblin i Stuttgart.
– Züblin har bygget rigtig mange højhuse rundt omkring i Europa, så det er naturligvis en kæmpe fordel at kunne trække på koncernens know-how i forhold til dette projekt, fastslår han.
De to tårne afleveres til bygherre i udgangen af 2021. Züblin Råhus udfører ikke kun store projekter med egenproduktion som i Carlsberg Byen. Tidligere på året meldte virksomheden ud, at de fremadrettet også vil agere som underentreprenør på mindre råhusbyggerier.