Her kan byggeriet ødelægge flere års forskning

Entreprenøren skal holde tungen lige i munden under opførelsen af Hempel Kollegiet DTU. Arbejdet med blandt andet at ramme 3000 meter betonpæle i jorden er blevet tilpasset det fine måleudstyr, der befinder sig på universitetsområdet.
Hempel Kollegiet DTU på DTU Lyngby Campus skal give studieboliger til 200 danske og internationale studerende. Pressefoto.
Hempel Kollegiet DTU på DTU Lyngby Campus skal give studieboliger til 200 danske og internationale studerende. Pressefoto.

Hempel Kollegiet DTU

  • Areal: 7.400 kvm
  • Bygherre: H-Kollegie Fonden
  • Bygherrerådgiver: Wissenberg og Arkitema Architects
  • Administrator: KAB
  • Totalentreprenør: B. Nygaard Sørensen
  • Arkitekt: JJW Arkitekter
  • Landskab: JJW Landskab
  • Ingeniør: Bascon
  • Byggeperiode: 2015-2017

Det er en udfordrende opgave at opføre Hempel Kollegiet DTU på DTU Lyngby Campus, hvor laboratorieudstyr er yderst følsomt over for de mindste vibrationer. Derfor er det vigtigt, at byggeriets hovedentreprenør, B. Nygaard Sørensen, tager højde for, at der bygges i et følsomt område.

– Her er det ikke bare fru Hansens kaffekopper, der ryster og kan risikere at ryge på gulvet. Det kan være flere års forskning, der går tabt, hvis vi ikke tilpasser vores arbejde og har dyb respekt for de omgivelser vi arbejder i på DTU. Det har derfor ikke været uden komplikationer hverken at ramme 3000 meter betonpæle i jorden på byggegrunden, eller at installere elevator i bygningerne, når nabobygningen indeholder ekstremt følsomme og påvirkelige elektromikroskoper til forskning inden for elektromikroskopi, siger afdelingschef i B. Nygaard Sørensen, Tjørn Djurhuus, i en pressemeddelelse.

Det kan være flere års forskning, der går tabt, hvis vi ikke tilpasser vores arbejde og har dyb respekt for de omgivelser vi arbejder i på DTU.

Tjørn Djurhuus Afdelingschef, B. Nygaard Sørensen

Mursten genbruges

JJW Arkitekter vandt konkurrencen om at tegne det nye kollegie på 7.400 kvm, som består af tre bygningsklynger med hver to bygninger i henholdsvis to og tre etager. Hver bygning får 12-13 møblerede studieboliger, fælles køkken, studielounge, fælles indre haverum og ligger i en grøn lysning mellem de gamle egetræer i den vestlige det af Lyngby Campus.

En del af kollegiet er muret op af genbrugssten fra gamle nedrevne bygninger. Stenene er efterfølgende blevet renset op, og for at muliggøre at stenene kan pilles ned og genbruges igen om 100 år, er de muret med en særlig kalkmørtel. Vinduespartierne er monteret i kompositrammer, hvilket både sparer tid og betyder, at man hurtigere får lukket og beskyttet vinduerne. Malingen kommer fra Hempel.

Kollegiet får plads til 200 danske og internationale studerende og tilfører DTU en ekstra værdi i forhold til DTU’s udvekslingsprogrammer.

Hempel Fonden har finansieret det nye kollegie på DTU med 130 millioner kroner, og der har netop været rejsegilde på byggeriet, der står færdigt i august 2017.

Relateret indhold