Stærkt felt kæmper om Bygherreprisen 2016

Tre nominerede kæmper om Bygherreprisen 2016, og indstillingsfeltet har været større, mere varieret og større end tidligere.
De nominerede til Bygherreprisen 2016 er Region Sjælland, Carlsberg Byen og DTU Campus Service. Foto: Colourbox.
De nominerede til Bygherreprisen 2016 er Region Sjælland, Carlsberg Byen og DTU Campus Service. Foto: Colourbox.

Nyt Psykiatrisygehus Slagelse, Carlsberg Byen og Danmarks Tekniske Universitet DTU. Bag byggerierne står henholdsvis Region Sjælland, Carlsberg Byen og DTU Campus Service, og umiddelbart er forskellene åbenbare, men bag hver af de tre nominerede bygherrer gemmer der sig flere ligheder: Stærke strategier, velkonsoliderede og kompetente bygherreorganisationer, højt ambitionsniveau, mod og evne til innovation og nye samarbejdsformer. Det oplyser Bygherreforeningen i en pressemeddelelse.

– Vi har fået mange rigtig gode indstillinger. Det har været svært at vælge, hvilket ikke bare vidner om en ambition om at vinde Bygherreprisen, men også – og det er endnu vigtigere – om at der er mange dygtige og visionære bygherrer i Danmark. Med de tre nominerede er vi oppe i den absolutte topklasse, så det bliver svært at vælge den endelige vinder, siger Henrik Mielke, bestyrelsesmedlem for BoligfondenKuben, som uddeler Bygherreprisen i samarbejde med Bygherreforeningen.

Med de tre nominerede er vi oppe i den absolutte topklasse, så det bliver svært at vælge den endelige vinder.

Henrik Mielke Bestyrelsesmedlem, BoligfondenKuben

Gør en forskel

Bygherreprisen er blevet uddelt siden 1999 og tildeles en bygherre, der har udvist en særdeles god og professionel bygherreindsats, der er værdig til efterfølgelse. Bygherreprisen 2016 tildeles en bygherre, som har skabt byggeri, der gør en forskel.

– Når det endelige byggeri står færdigt, glemmer man ofte det forarbejde, der ligger bag. Men bygherren spiller en central rolle som den, der sætter rammerne for det færdige byggeri og vejen dertil. Det er præcist derfor, Bygherreprisen findes, så der sættes pris på den indsats. En fremsynet bygherre, som er opmærksom på kvalitet, arkitektur eller samfundsansvar er udslagsgivende for at skabe byggeri og anlæg med en positiv effekt på brugere og omgivelser. Det sætter vi fokus på med Bygherreprisen 2016, siger Palle Adamsen, som sidder med i bedømmelseskomitéen.

Stort arrangement

Bedømmelseskomitéen, som nominerer potentielle vinderprojekter og kårer vinderen, består af Henrik Mielke, der er CEO for Enemærke og Petersen og bestyrelsesmedlem i Boligfonden Kuben, Inger Ravn, der er sekretariatschef for Boligfonden Kuben, Palle Adamsen, der er direktør for Lejerbo samt Henrik L. Bang, direktør for Bygherreforeningen.

Bygherreprisen 2016 overrækkes den 14. april ved et arrangement i Bygningskulturens Hus, hvor tidligere TV-vært Ane Cortzen er vært.

– Der er virkelig brug for at sætte fokus på den gode bygherre. Det er samarbejdet mellem rådgivere, entreprenører og bygherrer, som sikrer, at vi får intelligente huse, hvor bæredygtighed, funktionalitet og brugervenlighed er i højsæde. Disse mere usynlige kvaliteter gør forskellen i sidste ende. Den gode bygherre kan være et forbillede for andre, og det gør denne pris ikke kun relevant for branchen, men for os alle som samfundsborgere. Derfor er det mig en udtalt ære at være vært på uddelingen af Bygherreprisen 2016, siger Ane Cortzen.

Derfor er de nomineret

Region Sjælland

Region Sjælland er nomineret for Nyt Psykiatrisygehus Slagelse, som er realiseringen af den regionale recovery-strategi for psykiatriske patienter. Recovery-strategien, d.v.s. at de psykiatriske patienter skal behandles og efterfølgende selv klare sig selv, er implementeret med en grundig programmeringsfase med både idekonkurrence og patientinddragelse. Den gennemførte implementering ses i alle detaljer i det endelige byggeri, hvor der er arbejdet med farver, lyd og kunst i arkitekturen. Desuden har en høj grad af innovation præget projektet, herunder bl.a. specielt udviklede senge, møbler, infoskærme og LED-belysning.

Region Sjælland har gennem tidligere projekter opbygget en kompetent bygherreorganisation, som har samarbejdet med en lang række leverandører og lavet et innovativt og helstøbt byggeri inden for de afsatte rammer.

Carlsberg Byen

Carlsberg Byen er indstillet for deres ambition om og indsats for at skabe byliv i et tidligere lukket industriområde i København og for deres samarbejdsmodeller.

Bygherren arbejder ud fra en klar ambition om, at der skal skabes byliv på det gamle bryggeriområde. Derfor tænker de uddannelsesinstitutioner, butikker, kulturinstitutioner etc. ind fra start og i alle processer. Dette var også baggrunden for de midlertidige aktiviteter som Urban Beach, Klatreskoven og diverse pop up-markeder.

Carlsberg Byen både ejer, udvikler og sælger. Deres samarbejdsmodel består i at investere meget i de tidlige faser for at få mere kvalitet for mindre senere og at involvere hele byggeriets værdikæde (også fx materialeleverandører) tidligt med henblik på at opnå bedre totaløkonomi, kvalitet og produktivitet.

DTU Campus Service

DTU Campus Service er nomineret for implementeringen af den strategiske helhedsplan for campusudviklingen Transforming DTU, som fra 2010 til 2021 omfatter mere end 20 forskellige byggeprojekter.

Bygherreorganisationen i DTU Campus Service arbejder strategisk og innovativt med udviklingen af DTU og ser bygningerne som redskab til at optimere forskningen og undervisningen, til at understøtte erhvervssamarbejde og til at tiltrække studerende og forskere.

Ambitionsniveauet er International Excellence. De henter inspiration fra studieture til hele verden, udfordrer institutterne med antropologiske undersøgelser, faciliterer workshops og udvikler predesign til test. De har ikke bare styr på de basale bygherredyder (projektledelse, programmering, etc.), men tænker opfindsomt, utraditionelt, internationalt og ambitiøst. DTU er en engageret bygherre, der løbende arbejder med at udvikle sig som organisation, herunder udbuds- og samarbejdsmodeller, arbejdsmiljøprocesser, økonomistyring med mere. Samarbejdspartnerne møder en bygherre, der er lydhør over for udvikling, men som også har stort fokus på leverancer og styring.

Relateret indhold