Størst lønpres i byggebranchen

Næsten halvdelen af medarbejderne i bygge- og anlægsbranchen forventer at få mere i løn i 2016.
Der er gang i byggebranchen, og mange forventer højere lønninger i år. Foto: Colourbox.
Der er gang i byggebranchen, og mange forventer højere lønninger i år. Foto: Colourbox.

Mens danskerne generelt er tilbageholdne, når det gælder lønstigninger, står det anderledes til i byggebranchen. Her siger hele 44 procent, at de forventer at få mere i løn i løbet af det igangværende år. Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte.

– Over en bred kam ser vi faktisk en stor grad af tilbageholdenhed, når det gælder danskernes generelle forventninger til løn. Kun 30 procent af medarbejderne fik en lønstigning i 2015, og blot 27 procent har en forventning om, at det vil ske i år. Man kan sige, at der er en afventende stemning på arbejdsmarkedet lige nu, siger partner i Deloitte Thomas Frommelt i en pressemeddelelse.

Det går godt i byggebranchen. Bagsiden af medaljen er dog, at flere virksomheder har svært ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft, ligesom medarbejderne forventer at kunne tage flere penge med hjem som følge af de gode tider

Thomas Frommelt Partner i Deloitte

Størst pres i byggeriet

Anderledes ser det dog ud i byggebranchen, der lige nu er den branche, hvor medarbejderne presser mest på for at få mere i lønningsposen.

– Det går godt i byggebranchen. Det gælder ikke mindst omkring de store byer, hvor vi kan se øget aktivitet. Bagsiden af medaljen er dog, at flere virksomheder har svært ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft, ligesom medarbejderne forventer at kunne tage flere penge med hjem som følge af de gode tider, siger Thomas Frommelt.

Lønpresset er allerede slået igennem i store dele af branchen, mener Thomas Frommelt:

– Hele 44 procent af medarbejderne i byggebranchen oplevede at få en lønstigning i 2015 ud over den almindelige regulering som følge af inflation. 18 procent fik det, fordi de præsterede godt, 12 procent påtog sig mere ansvar, mens 14 procent fandt et nyt job, hvor pengene var større. Også det er rekordhøjt på tværs af alle brancher.

Jobrokader på vej

Thomas Frommelt forventer, at der vil komme endnu flere jobrokader i branchen i den kommende tid. Undersøgelsen viser, at 22 procent af medarbejderne i byggebranchen allerede nu er overbeviste om, at de vil søge nyt job i 2016. Yderligere 20 procent har stadig ikke besluttet sig.

– Selvfølgelig er det ikke alle jobansøgninger, der ender med et jobskifte, men der er ingen tvivl om, at der skal arbejdes ekstra hårdt på at få de bedste folk til at blive, siger han.

Medarbejderne i servicefagene og den offentlige sektor har de laveste forventninger til lønnen i 2016. Her er det kun henholdsvis 13 og 14 procent, der forventer en lønstigning.

Tallene er baseret på i alt 2086 interview med repræsentativt udvalgte danskere i arbejde. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.

Relateret indhold