Administrationsgebyr er konkurrenceforvridende

Hvorfor skal virksomhederne overhovedet tvinges til at betale for administration for noget, de måske slet ikke benytter, spørger Dansk Byggeris erhvervspolitiske chef.
Ifølge Torben Liborius er det lidt uretfærdigt med en afgift til alle, når servicen kun benyttes af nogle. Foto: Colourbox.
Ifølge Torben Liborius er det lidt uretfærdigt med en afgift til alle, når servicen kun benyttes af nogle. Foto: Colourbox.

Analysens resultater

  • – I 29 kommuner er det muligt at aflevere affald i hele virksomhedernes normale arbejdstid fra kl. 7.00 til kl. 17.00
  • – Der er døgnåbne genbrugspladser i 11 kommuner
  • – I 18 kommuner er det muligt at anvende mere end 20 affaldspladser
  • – I 79 kommuner er det muligt at betale per besøg på genbrugspladsen, mens 17 kommuner kun giver mulighed for en abonnementsløsning
  • – Stort spænd imellem administrationsgebyrets størrelse i kommunerne
  • – Ni kommuner har ikke oplyst administrationsgebyret for 2015.
  • – I 67 kommuner ligger administrationsgebyret under 500 kroner, mens det i 22 kommuner ligger over 500 kroner.

Hvad der i nogle kommuner koster virksomhederne nul kroner årligt – administrationsgebyr hos de kommunale genbrugspladser – koster i Albertslund 1771 kroner, i Herlev 1612 kroner og i Greve 901 kroner. Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri.

I Nordfyns-, Syddjurs- og Norddjurs kommuner slipper virksomhederne for at betale det årlige administrationsgebyr, som virksomhederne er forpligtet til at betale en gang om året – også selvom de ikke bruger genbrugspladserne. Det kommer oven i den betaling, som virksomhederne skal af med, hver gang de læsser deres affald af på en genbrugsplads.

Kommunerne bør i stedet sikre, at affaldshåndteringen hænger sammen på et fornuftigt niveau, hvor administrationen er en del af betalingen for at benytte genbrugspladsen.

Erhvervspolitisk chef Torben Liborius Dansk Byggeri

Fra 2014 til 2015 havde man i 29 kommuner valgt at hæve administrationsgebyret, mens 24 kommuner havde besluttet at sænke gebyret.

Mange bække …

Erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius siger til Dagens Byggeri, at nogle virksomheder skal betale en afgift, som andre ikke skal betale, og det er konkurrenceforvridende:

– Dertil kommer virksomhedens administration af afgiften, og det er et stort irritationsmoment for mange virksomheder, selv om selve beløbene de fleste steder ikke er dræbende store. Men mange bække små? Hvorfor skal virksomhederne overhovedet tvinges til at betale for administration for noget, de måske slet ikke benytter? Det bør være en del af den betaling, man skal af med for at bruge genbrugspladserne, siger han til Dagens Byggeri.

Uretfærdigt

Ifølge Torben Liborius er der masser af virksomheder, som ikke bruger den kommunale affaldshåndtering, og så er det uretfærdigt med en sådan afgift:

– Det er betaling til kommunen for at stille en affaldshåndtering til rådighed for virksomheder, der har lyst til at bruge den. Der betales udelukkende til kommunal administration. Kommunerne bør i stedet sikre, at affaldshåndteringen hænger sammen på et fornuftigt niveau, hvor administrationen er en del af betalingen for at benytte genbrugspladsen, slutter Dansk Byggeris erhvervspolitiske chef.

Forskel på samme plads

Greve Kommunes borgmester Pernille Beckmann (V) indrømmer, at hun ikke er stolt over, at hendes kommune, der ellers i flere undersøgelser er udpeget som meget erhvervsvenlig, er nummer tre i Dansk Byggeris analyse af administrationsgebyrerne:

– Vi forsøger hele tiden at finde områder, hvor vi kan optimere vilkårene for de lokale virksomheder og tiltrække nye virksomheder. Vi har blandt andet nedsat dækningsafgiften. Jeg kan dog ikke love, at administrationsgebyrerne for genbrugspladserne vil blive sat ned næste år, da vi i forvejen står over for store udfordringer med hensyn til at få budgettet til at hænge sammen, siger borgmesteren til Dagens Byggeri.

Det bliver lidt mere grotesk af, at Greve og Solrød benytter den samme genbrugsplads, men det koster altså 900 kroner i Greve og kun 460 kroner i administration i Solrød.

Relateret indhold