Den tyske statslige bank KfW har beregnet, at regeringskravet om at nedbringe det primære energibehov med 80 pct. i 2050 kræver investeringer for 6.000 milliarder kroner. Investeringerne som isoleringsbranchen kæmper om.
Den typiske metode til isoleringen i Tyskland er facadeisolering, hvor der opsættes isoleringsplader på ydersiden af bygninger. Pladerne har – udover forringelse af husfacadernes udseende – ifølge Berlingske Tidende bieffekter i form af dårligt indeklima, da huset ikke kan ånde. Ligeledes indeholder pladerne det brandhæmmende stof HBCD, som fra næste år ikke kan genbruges og mistænkes for at brænde for let.
Der er andre ting, der giver flere energibesparelser, og som også er billigere.
Anders Wiech Husejerforeningen
– Der er andre ting, der giver flere energibesparelser, og som også er billigere, og derfor finder vi det problematisk, at man koncentrerer sig så meget om facaderne. Hvert hus bør man betragte individuelt, siger Anders Wiech husejerforeningens kommunikationschef til Berlingske Tidende.
Godt nyt for Rockwool
Det kritiske syn på isoleringspladerne er godt nyt for Rockwool, som tilbyder et alternativ i form af stenuldsisolering, der ikke indeholder HBCD.
Rockwools adgang til det tyske marked sker dog ikke uden sværdslag. For eksempel hævder Der Spiegel, at Rockwool de senere år har betalt medlemmer Forbundsdagen som rådgivere. En tilgang, der ifølge Anders Wiech, har været succesrig for isoleringsbranchen – den øgede facadeisolering taget i betragtning.
Rockwools europæiske isoleringsdivisions direktør Henrik Frank Nielsen afviser i Berlingske Tidende, at der forventes politiske modydelser.
– Politikere i vores fagkomiteer skal besidde fuld integritet.
Rockwool forventer en øget andel i det tyske facadeisoleringsmarked oven på kritikken af de brændbare materialer.
– Vi har gode forventninger til, at vi kan øge vores andel, ikke mindst nu hvor der er kommet langt mere fokus på betydningen af at vælge ikke-brændbare materialer som vores stenuldsisolering, påpeger direktøren.