Arbejdsulykker i bund i Gødstrup

På byggeriet af supersygehus i Gødstrup er antallet af arbejdsulykker langt under landsgennemsnittet takket være et interaktivt spil og en vellykket kulturforandring.
Finn Sørensen fra Icopal viser en af sommerens gode ideer til forbedring af arbejdsmiljø frem for arbejdsmiljøchef på DNV-Gødstrup, Åge Staghøj. Foto: Morten Korsgaard/Rambøll.
Finn Sørensen fra Icopal viser en af sommerens gode ideer til forbedring af arbejdsmiljø frem for arbejdsmiljøchef på DNV-Gødstrup, Åge Staghøj. Foto: Morten Korsgaard/Rambøll.

Siden 2012 har der kun været 12 arbejdsulykker på Midt og Vestjyllands største byggeplads, hvor den værste har været en brækket fod. Det er langt under landsgennemsnittet, hvilket vækker bred begejstring hos Region Midtjylland, der denne sommer gjorde status ved et besøg på byggepladsen.

– Det er vigtigt, at sikkerheden er i orden. Derfor glæder det mig, at opleve håndværkerne stolt vise deres ideer frem, som kan være med til at forbedre arbejdsmiljøet. Vi har sikkerheden i højsædet og DNV-Gødstrup viser vejen ved at skabe nye veje til arbejdsmiljøområdet, siger Henrik Gottlieb Hansen (A), medlem af Regionsrådet i Region Midtjylland.

Jeg kan statistisk se, at det vi gør, fungerer. Det virtuelle spil virker og udfordringen er nu, at få overleveret den gode kultur til nye håndværkere.

Projektchef Michael Hyllegaard DNV-Gødstrup

Blandt initiativerne til at nedbringe arbejdsulykkerne er et interaktivt 3D-spil, udviklet af Rambøll, som fører medarbejderne igennem en række sikkerhedsøvelser på den virtuelle byggeplads og gør det nemmere at forudse og undgå ulykker på byggepladsen. Samt en månedlig konkurrence mellem håndværkerne om den bedste ide til udvikling af arbejdsmiljøet.

Eksempelvis fik et sjak fra Icopal ideen til en trefod, der forhindrer de 60 kilo tunge gasflasker i at vælte. Ifølge Åge Staghøj fra Rambøll, der er arbejdsmiljørådgiver på DNV-Gødstrup, viser trefoden og mere end 1700 andre ideer til forbedring af arbejdsmiljøet, at håndværkerne har taget en proaktiv kultur til sig, hvor det handler om i fællesskab at se ulykkerne og problemerne, før de opstår og gøre noget ved det.

– Det er interessant, at både håndværkerne og lederne siger, at de gode arbejdsmiljøforslag også gavner et godt flow i de daglige arbejdsopgaver, siger Åge Staghøj.

Gødstrup viser vejen

Landsgennemsnittet siger 19 arbejdsulykker efter halvanden million arbejdstimer. Gødstrup holder dette tal på 8.

– Jeg håber, at vi kan inspirere andre. Jeg har selv været igennem det interaktive 3D-spil og det virker. Sammen med et vedvarende ledelsesfokus har det betydet, at vi har skabt medejerskab til arbejdsmiljøet, så vi nu har 500 arbejdsmiljøadvokater ude på pladsen. Udover, at det giver færre ulykker og en god arbejdsplads for alle, så er det også godt for bundlinjen. Vi skal tænke hele kæden ind fra starten af et byggeprojekt og det gælder også arbejdsmiljøet, siger hospitalsdirektør Poul Michaelsen.

Ingen hvile på laurbærerne

Projektchef for DNV-Gødstrup, Michael Hyllegaard, deler begejstringen, men ser gerne arbejdsmiljøet styrket endnu mere. – Jeg kan statistisk se, at det vi gør, fungerer. Det virtuelle spil virker og udfordringen er nu, at få overleveret den gode kultur til nye håndværkere. Vi har mange mindre leverandørvirksomheder, hvor deres håndværkere skal acceptere den positive sikkerhedskultur, hvor alle mand har interesse i aktivt at være med til at sikre arbejdsmiljøet. Selvom det virker, skal vi ikke hvile på laurbærerne, men finde ud af, hvordan vi kan blive endnu bedre, siger han.

Denne sommer har 2500 medarbejdere været igennem en virtuel 3D-udgave af byggepladsen som sikkerhedsintroduktion. I løbet af de næste par år vil yderligere 2500 være igennem. DNV-Gødstrup er det første danske byggeprojekt, der benytter sig af virtuel 3D-træning.

Arbejdsmiljøet er i fokus på byggepladsen af det kommende supersygehus i Gødstrup. Foto: Morten Korsgaard/Rambøll.
Arbejdsmiljøet er i fokus på byggepladsen af det kommende supersygehus i Gødstrup. Foto: Morten Korsgaard/Rambøll.

Relateret indhold