Tocifret lærlingevækst hos VVS- og elinstallatører

Digitalisering og brug af avanceret teknologi tiltrækker de unge til VVS- og elektrikeruddannelserne.
De unge bliver i disse år i høj grad tiltrukket af både el- og VVS-branchen. Foto: Colourbox.
De unge bliver i disse år i høj grad tiltrukket af både el- og VVS-branchen. Foto: Colourbox.

Det har i årevis været kendt, at el-branchen tiltrak nogle af de bedste unge som lærlinge. Det er specielt den stigende digitalisering af samfundet og brug af avanceret teknologi, der har tiltrukket de unge, og det har ikke været svært for virksomhederne at skaffe sig det fornødne antal lærlinge.

Men nu viser det sig, at også VVS-branchen er kommet godt med på uddannelsesvognen.

De seneste tal fra Undervisningsministeriet viser, at der er en klar tocifret vækst af praktikpladser i installationsbranchen i årets første ti måneder, og det skyldes ikke mindst en målrettet indsats.

Vækst giver plads

– Indsatsen for flere lærepladser er bestemt ikke slut. Heller ikke i installationsbranchen. Branchen har oplevet vækst, og det giver alt andet lige plads til flere lærlinge, siger underdirektør Tina Voldby fra Tekniq.

Fra januar til og med oktober i år steg antallet af nye praktikpladsaftaler i installationsbranchen med 14 procent. Til sammenligning ansatte de øvrige byggefag fem procent flere lærlinge, mens der for samtlige erhvervsuddannelser var tale om et faldt på én procent i antallet af nye praktikpladsaftaler.

Automatik tiltrækker

Tina Voldby siger til Dagens Byggeri, at VVS-branchen desuden har skabt en ny energiuddannelse, hvor man har fremhævet de mange tekniske dele af uddannelsen:

– Det gælder ikke mindst en stigende anvendelse af styringsautomatik og energioptimering med anvendelse af vedvarende energi. Det tiltrækker de unge, og vi har arbejdet bevidst på lang sigt for at ændre vvs-uddannelsens image. Hele branchen skifter karakter i disse år. Vi skal selvfølgelig stadig have lavet badeværelser og toiletter, og der skal lægges rør i nye bygninger. Men frem for alt er der hele dagsordenen omkring energiløsninger og eksempelvis velfærdsteknologi på plejehjem, som tiltaler de unge, siger Tine Voldby.

VVS mangler lærlinge

I VVS-branchen er der i øjeblikket mangel på lærlinge, og fra midten af næste måned kører en rekrutteringskampagne for uddannelsen. Kampagnen køres på de sociale medier, hvor unge færdes hjemmevant, og den foregår blandt andet under DM i Skills, som Tine Voldby betegner “det store udstillingsvindue” over for folkeskoleeleverne:

– Elektrikeruddannelsen har de seneste par år været i den situation, at der har været et rekordstort optag. Derfor har vi mange lærlinge, men vi skal fortsat vedligeholde søgningen til uddannelsen. Installatørbranchen er en branche med fremtid – ikke en blindgyde. Det giver også fremtidige videreuddannelses- og karrieremuligheder, siger Tina Voldby.

Andre kan lære

Hun peger ikke mindst på, at der i installatørbranchen også er muligheder for de unge med hensyn til projektledelse:

– De dygtigste kan meget hurtigt blive projektledere, overmontører eller beregnere. De kan få ansvaret for store millionprojekter ude på byggepladserne. Jeg tror, at andre brancher kan lære af vore erfaringer. Det handler i høj grad om konstant at udvikle uddannelserne, så de appellerer til de unge, og frem for alt er fremtidssikrede, siger Tina Voldby.

Underdirektør i Tekniq, Tina Voldby. Pressefoto.
Underdirektør i Tekniq, Tina Voldby. Pressefoto.

Relateret indhold