AART architects vinder stor opgave

AART architects har skrevet kontrakt med norske Statsbygg om det prestigefulde nye vikingetidsmuseum i Oslo foran arkitekter fra hele verden, og der er tale om et internationalt gennembrud for den danske arkitektvirksomhed.
AART architects skal tegne det nye vikingetidsmuseum i Oslo. Illustration: AART architects.
AART architects skal tegne det nye vikingetidsmuseum i Oslo. Illustration: AART architects.

Som Dagens Byggeri skrev tilbage i april, blev 111 forslag fra hele verden til det nye nye vikingetidsmuseum i Oslo skåret ned til tre finalister – og nu vinderen udpeget. Efter en afsluttende forhandlingsrunde har AART architects skrevet kontrakt med norske Statsbygg om designet af det museum på Bygdøy i Oslo. Det oplyser AART architects i en pressemeddelelse.

Med sin unikke vikingetidssamling, heriblandt verdens ældste og bedst bevarede vikingeskibe, hører det til Norges mest besøgte og verdens mest betydningsfulde museer – kåret af engelske The Times som et af verdens 50 vigtigste museer.

– Norges samling af genstande fra vikingtiden er uden sidestykke og en unik kilde til viden. Samlingen er en vigtig del af verdens kulturarv, fortæller Synnøve Lyssand Sandberg, bygherredirektør i Statsbygg.

– AART architects har givet en særdeles god løsning på en kompliceret opgave. Med deres koncept har de vist en god forståelse for opgaven. Konceptet har god funktonalitet for publikum. De, som ønsker et kort besøg vil få et godt overblik og en god oplevelse af skibene og samlingen. Samtidig giver konceptet gode muligheder for fordybelse og udforskning, fortæller hun videre.

Internationalt gennembrud

AART architects står bag flere prisbelønnede byggerier i de nordiske lande – heriblandt Kulturværftet i Helsingør og Vandkanten i Stavanger, som er blevet kåret til et af verdens bedste boligbyggerier. Med det nye vikingetidsmuseum skal AART architects dog slå stregerne til det hidtil mest prestigefulde projekt, som markerer et internationalt gennembrud for den danske arkitektvirksomhed.

– Med det nye vikingetidsmuseum skal vi bidrage til at løfte forskning i og formidling af Norges enestående kulturarv. Det er et kulturbyggeri i international særklasse, og vi ser frem til et tæt og engageret samarbejde med Statsbygg og vores øvrige samarbejdspartnere, fortæller Anders Tyrrestrup, partner i AART architects, der som underrådgivere har landskabsarkitekt SLA og kulturminderådgiver Jens Treider.

Kronen på værket

– Vikingetidsmuseet markerer en milepæl i vores vision om at etablere os som en toneangivende, nordisk arkitektvirksomhed. Det sætter kronen på værket i en fokuseret forretningsstrategi om at styrke vores nordiske fodfæste og faglige fundament, så vi kan bidrage til at løfte Nordens største og mest betydningsfulde byggerier, fortæller Anders Tyrrestrup.

– Alt sammen ud fra tanken om at skabe arkitektur med noget på hjerte. Arkitektur, der gør noget ved mennesker og giver noget til steder og samfund. Vi gør derfor en dyd ud af at lytte til vores kunder, forstå deres verden og udfordre den. Det er det, som driver os, og som nu betyder, at vi står med et af Nordens helt tunge kulturbyggerier i hænderne. En opgave, vi går til med stolthed og stor respekt, tilføjer han.

Cirkel om vikingetiden

Som del af det nye vikingetidsmuseum har AART architects skabt en cirkulær tilbygning, der bevarer Vikingeskibshuset fra 1926 tegnet af Norges største arkitekt, Arnstein Arneberg, som en fremtrædende og fuldt integreret del af museumsoplevelsen. Vikingeskibshusets ro og overskuelighed videreføres og transformeres med den cirkulære tilbygning over i et dynamisk forløb af udstillingsrum omkring en indre gårdhave.

– Sammen med Vikingeskibshusets korsform skaber cirkelslaget et overraskende enkelt og effektivt svar på opgaven. Ikke alene i forhold til en sikker bevaring og dynamisk formidling af den unikke vikingetidssamling, men også i forhold til museets identitet. Cirklen, der går igen i vikingernes symbolverden, kobles med korset, og der opstår en ny helhed og ikonisk signatur for museet, fortæller Anders Tyrrestrup.

Fordobler besøgstallet

Vikingetidsmuseet hører under Universitetet i Oslo og det norske Kunskappsdepartement, og med det nye museum forventes besøgstallet på 400.000 om året at blive fordoblet. Med sine 13.000 kvadratmeter bliver det tre gange større end det eksisterende museum, der er fredet som en del af det kulturhistoriske miljø på Bygdøy nær Oslo centrum.

En lys og åben arkade danner rygraden i det fremtidige museum og binder serien af nye og eksisterende udstillingsrum sammen, hvor besøgende blandt meget andet kan opleve Osebergskibet fra år 820, som er det ældste vikingeskibsfund i verden, og Vikingeskibet Gokstad fra år 890, som er verdens bedst bevarede vikingeskibsfund. Arkæologiske fund, som er med til at løfte museet op blandt verdens mest betydningsfulde, kulturhistoriske museer.

Museet bliver på sammenlagt 13.000 kvadratmeter - heraf 9.300 kvadratmeter nybyg. Illustration: AART architects.
Museet bliver på sammenlagt 13.000 kvadratmeter – heraf 9.300 kvadratmeter nybyg. Illustration: AART architects.

Relateret indhold