Genopført bindingsværk prisbelønnet

Københavns Tømrerlaug har belønnet Frilandsmuseet i Lyngby med Tømrerprisen 2016 for genopførelsen af Stenstruphuset.
Københavns Tømrerlaug belønnede i fredags Frilandsmuseet i Lyngby med Tømrerprisen 2016 for genopførelsen af Stenstruphuset. Foto: Københavns Tømrerlaug.
Københavns Tømrerlaug belønnede i fredags Frilandsmuseet i Lyngby med Tømrerprisen 2016 for genopførelsen af Stenstruphuset. Foto: Københavns Tømrerlaug.

I 1684 opførte præsten i Stenstrup nordvest for Svendborg på Fyn huset som enkesæde for pastoratet. Huset lå ved siden af kirken, og der blev efterfølgende bygget et tilsvarende hus på nabogrunden.

Husene skulle tjene som legatboliger for præstens egen slægt og for præstekaldets enker – og fungerede som sådanne frem til 1905, altså i 220 år.

I 1938 overdrog ejeren huset til Frilandsmuseet, som registrerede husets enkeltdele, skilte det ad og lagde det i depot. Det andet og tilsvarende hus ligger stadig i Stenstrup og er i dag fredet.

Genopførsel

Efter at tømmerkonstruktionerne havde ligget i magasin i 75 år, er huset nu blevet genopført. Det er sket i forbindelse med en gennemgribende og håndværksmæssig korrekt reparation af alle de gamle tømmerdele – bindingsværk, bjælker, spær og hanebånd.

De er alle blevet repareret i mindste detalje. De ikke anvendelige konstruktionsdele er blevet udskiftet med nye, hvis overflade er blevet bearbejdet med fortidens værktøjer – bredbil, skarøkse og andet håndværktøj. De enkelte dele er naglet fast på samme måde, som det blev gjort i 1600-tallet.

Tømrerprisen

I begrundelsen for Tømrerprisen 2016 af det genopførte bindingsværkshus henviste laugets oldermand, Flemming Kjærgaard også til, at bindingsværk som konstruktionsprincip er interessant for fremtidens byggeri – ikke mindst i forbindelse med udbredelsen af krydslamineret træ og behovet for fleksible og rationelt opførte bygninger.

Tømrerprisen blev på Frilandsmuseets vegne modtaget af museumsarkitekt Niels Erik Jensen, der som en af landets førende eksperter i bindingsværksbyggeri har forestået genopførelsen af Stenstruphuset sammen med et hold dygtige tømrere.

Hovedvægt på træ

Formålet med Tømrerprisen, som er på 150.000 kroner, er at belønne personer, virksomheder eller bygherrer, som har udført eller har deltaget i et byggeri, hvor trækonstruktioner indgår som en markant bygningsdel, eller hvor tømrerfaget på anden vis har spillet en afgørende rolle.

Det er et krav, at både håndværk og materialer er af høj kvalitet.

Priskomitéen består af Københavns Tømrerlaugs oldermand, Flemming Kjærgaard, viceoldermanden, Søren Larsen, samt professor på Arkitektskolen i København Jan Søndergaard, formanden for Bygherreforeningen i Danmark, Rolf Andersson og direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet åbnede i 1897 som en bygningsafdeling af Dansk Folkemuseum og de første to bygninger blev opstillet i et hjørne af Kongens Have i København. I 1901 flyttede museet til sin nuværende adresse ved Fuglevad Vindmølle i Lyngby nord for København.

Siden 1920 har Frilandsmuseet været en del af Nationalmuseet.

Frilandsmuseet er i dag blevet et af verdens største og ældste frilandsmuseer med over 100 bygninger samt vind- og vandmøller fra hele Danmark, Færøerne og de tidligere danske landsdele Skåne, Halland og Sydslesvig. Museet har sine egne håndværkere.

Stenstruphuset er et af mange vellykkede eksempler på museets indsats gennem snart 120 år for at bevare den danske bygningsarv og dermed også for at fastholde de faglige kvalifikationer, som gennem tiden er udviklet i tømrerfaget.

Efter at tømmerkonstruktionerne havde ligget i magasin i 75 år, er huset nu blevet genopført.
Efter at tømmerkonstruktionerne havde ligget i magasin i 75 år, er huset nu blevet genopført.
I 1684 opførte præsten i Stenstrup nordvest for Svendborg på Fyn huset som enkesæde for pastoratet.
I 1684 opførte præsten i Stenstrup nordvest for Svendborg på Fyn huset som enkesæde for pastoratet.

Relateret indhold