Her hænger håndværkere i reb

Flere og flere etageejendomme i København får repareret tag eller facader af erhvervsklatrere. Nu satser det lille firma Rebteknikeren også på Jylland.
En udskiftning af et vindue er en traditionel håndværkeropgave, men når den finder sted i 6. etages højde, kræver det et stort fokus på sikkerheden. Foto: Marie E. Kielsgaard.
En udskiftning af et vindue er en traditionel håndværkeropgave, men når den finder sted i 6. etages højde, kræver det et stort fokus på sikkerheden. Foto: Marie E. Kielsgaard.

Det blæser og er bidende koldt denne dag oppe på taget i 6. etages højde, hvor en andelsboligforening i København skal have udskiftet et tagvindue. Alligevel er de to erhvervsklatrere fra det lille firma Rebteknikeren klar til at løse opgaven.

– Vi har større sikkerhed end på et stillads, blandt andet fordi vi altid er sikret i to punkter – altså sidder i to reb, siger Theis Frederiksen, 27 år, der er uddannet murer og erhvervsklatrer.

For sikkerheden er i top, når de ansatte fra Rebteknikeren løser opgaver for etageejendomme i højden. De er f.eks. altid mindst to mand på en opgave og er IRATA-uddannede erhvervsklatrere. Det vil sige, at de har bestået mindst en uges intensiv rebkursus.

Det britiske IRATA står for Industrial Rope Access Trade Association. Uddannelsen består af tre niveauer, og startede som en metode til at arbejde i højderne på boreplatformene i 1980’erne.

Det hørte Allan Kristiansen, 33 år, om, og efter det første IRATA-rebkursus i England blev det starten på firmaet Rebteknikeren i 2009. I dag driver han firmaet sammen med tømreren Jacob Vestervang, 30 år. Og det er gået støt fremad. I april vil firmaet have 12 mand beskæftiget, når højsæsonen begynder.

– Det har været hårdt arbejde, men nu har firmaet sat sig godt på markedet med tage og etageejendomme i København, så nu satser vi også på Jylland, siger Allan Kristiansen.

En ide fra oliebranchen

Det hele startede på Oure Højskole på Sydfyn, hvor en lærer fortalte ham, at man kunne blive “uddannet i reb” i England.

– Hvad var det nu for noget, tænkte jeg, fortæller Allan Kristiansen.

Kort tid efter tog han det første IRATA-rebkursus i London og startede firmaet Rebteknikeren i efteråret 2009. Oprindelig var han uddannet murer fra 2002.

– Ideen var at flytte noget, der fungerede i en branche til en anden. Fra gas og olie til etagebyggeri og industri, siger Allan Kristiansen og uddyber:

– Vi laver håndværkerarbejder i højden, så kunderne kan spare udgifter til stillads og kraner. Men sikkerheden er altid i fokus. Inden vi går i gang med en opgave, laver vi en risikovurdering, en rednings- og evakueringsplan.

Starten på firmaet krævede en masse benarbejde med netværksmøder, og Allan Kristiansen husker stadig, da han fik det første job med teglreparationer på en hel boligforening i 2010. Efter han slog sig sammen med tømreren Jacob Vestervang i 2012, er det gået hurtigt.

– I 2013 fik vi hul igennem til boligforeningerne, og i 2014 fik vi den første større sag med at oliere al træværket på Tietgenkollegiet i Ørestaden, siger han.

I dag er firmaet godt inde på markedet med boligforeningerne i København, og én af dem er den lille andelsboligforening, som i dag skal have udskiftet et svært tilgængeligt tagvindue.

Loftsvindue udskiftes

To mand fra Rebteknikeren er i gang med at løse opgaven. Som den mest erfarne klatrer er Theis Frederiksen i dag projektleder. Han har bestået niveau 2 i IRATA-uddannelsen og har hele 1700 timer i reb. Nilas Dyrnesli, 41 år, har niveau 1 i uddannelsen og har været ansat hos Rebteknikeren i fire måneder. I dag skal Nilas udføre det praktiske arbejde i rebet.

Men inden de går i gang, har de haft travlt med at få sikkerhedsafspærret på jorden, rigget rebet til omkring skorsten, slæbt redskaber op på taget og iført sig al sikkerhedsudstyret.

– Vi er altid i fuldt seletøj, der går op omkring skulderne. Vi bærer altid hjælme, og al vores klatreudstyr har ekstra sikkerhed, fordi det er til erhverv, fortæller Theis Frederiksen.

En del af sikkerheden er også en ekstra pose med reb, der er gjort fast til skorstenen. Skulle Nilas Dyrnesli komme ud for et uheld, mens han hænger i rebet, er Theis således klar til at kunne redde ham ned på jorden.

Men inden Nilas firer sig ud på taget, har han tjekket rebet og udstyr, som Theis har sat op. Samtidig har de diskuteret, hvordan de bedst løser opgaven. En af de ting, som Nilas Dyrnesli fremhæver som fordelene ved at arbejde i det lille firma.

– Folk har en god indstilling. Vi er nødt til at hjælpe hinanden og bruge hovedet for at løse opgaverne, siger han.

Theis Frederiksen nikker og tilføjer, at det er spændende og helt anderledes at arbejde i reb. Det kan dog også være fysisk krævende, som for eksempel at kravle rundt en hel dag i skelettet på Amager Bakke. Amager Bakke er det nye affaldsenergicenter på 85 meters højde, der er ved at blive bygget i København.

Det tog en formiddag at skifte loftsvinduet, og de to erhvervsklatrere tog videre til næste boligforening.

Det lille firma satser nu også på Jylland, hvor den ene ejer Allan Kristiansen har slået sig ned i Århus, mens Jacob Vestervang driver den københavnske afdeling.

– Der er masser af muligheder for os i Jylland, mener Allan Kristiansen.

I højden betyder sikkerheden alt. F.eks. er de altid to mand af sted. Her ses Niklas Dyrnesli på vej ned til et loftsvindue, mens Theis Frederiksen sikrer. Rebet er fastgjort til skorstenen. Foto: Marie E. Kielsgaard.
I højden betyder sikkerheden alt. F.eks. er de altid to mand af sted. Her ses Niklas Dyrnesli på vej ned til et loftsvindue, mens Theis Frederiksen sikrer. Rebet er fastgjort til skorstenen. Foto: Marie E. Kielsgaard.

Relateret indhold