Naturen er inspirationskilde for studieboligbyggeriet BaseCamp i Lyngby, der med sine organiske former og facader i trælook er designet til at falde ind i den omgivende natur.
BaseCamp består af 639 ungdomsboliger, 48 seniorboliger, 99 company apartments og et rundt fælleshus i midten. Projektet, der har hentet flere arkitekturpriser hjem, er tegnet af Lars Gitz Architects:
– Med afsæt i visionen om at skabe et byggeri, der fletter sig ind i naturen, er formerne inspireret af naturen. Byggeriet er derfor hverken lige eller symmetrisk, det er organisk og snoet i formen – akkurat ligesom naturen er det, fortæller Jon Clausen, arkitekt MAA og partner hos Lars Gitz Architects, og fortsætter:
– Det karakteristiske for BaseCamp Lyngby er blandt andet det forbundne forløb, der starter på terræn i den ene ende og bevæger sig gennem et bugtet forløb og op på taget. Man går via en sti med opholdsterrasser og udkigspunkter, hvorfra man kan nyde udsigten til Lyngby Sø.
Facade skaber autentisk trælook
Naturen er ikke mindst indtænkt i byggeriets facader, der er beklædt med Rockpanel Woods. Facadepladerne består af stenfibre, men ligner træ.
Pladerne er udstyret med en overfladecoating, der gør dem robuste og letter vedligeholdelsen. Eksempelvis kan graffiti renses af, og alger sætter sig ikke på pladerne.
– Samtidig er det en facadeplade med en høj bæredygtighed, da grundmaterialet stenuld er bæredygtigt fra naturens side, fordi det anses som en uudtømmelig ressource. Desuden har pladerne en lang levetid på minimum 50 år, fortæller Allan Lindboe, Business Manager hos Rockpanel.
De første beboere er rykket ind i BaseCamp. Efter planen flytter de øvrige beboere ind i det bemærkelsesværdige byggeri i oktober.