Årets Unge FRI-rådgiver
- Siden 2009 har Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI hvert år kåret årets unge FRI-rådgiver.
- En rådgivende ingeniør på max 35 år, der er ansat i en af foreningens medlemsvirksomheder, og som har udrettet noget ekstraordinært via sit talent og arbejdsindsats. Det er de unge rådgiveres ledere, der indstiller dem, og et udvalg i FRI’s bestyrelse, der udvælger de fem finalister i konkurrencen om årets pris.
- Alle fem finalister indstilles til den europæiske konkurrence EFCA Future Leader of the Year, og vinderen får desuden sponsoreret et undervisningsforløb, der kvalificerer til FIDICS Future Leaders Management Certificate.
- Kåringen af Årets unge Fri-rådgiver 2022 finder sted torsdag 3. marts kl. 16:30.
- Og Dagens Byggeri præsenterer finalisterne i ugen op til.
Kolding Fjord er et naturskønt og populært område. Især blandt sejlerfolket, der med fjorden har nær adgang til Lillebælt og et varieret “vandland” at boltre sig i.
Kolding Kommune har derfor også set nogle unikke muligheder med fjorden. Og på sydsiden af Kolding Fjord opføres nu en ny bæredygtig bydel. Marina City skal være et nyt og tiltrækkende bolig- og havnemiljø med Danmarks mest attraktive marina. Den største uden for hovedstadsområdet med 1000 bådpladser.
Læs også: Aske er et kommende fyrtårn i den cirkulære økonomi
Og som efter planerne også skal rumme op mod 350 boliger som en blanding af ejerboliger, lejeboliger og almene boliger, samt knapt 30 husbåde – med de første boliger indflytningsklar i i 2025.
Et stort og komplekst projekt til i alt 1,5 mia. kroner, hvor kommunen selv investerer op mod 500 mio. kroner. Og hvor boligbyggeriet skal være med til at finansiere den nye marina i samarbejde med Kolding Lystbådehavn.
Bæredygtighed på mange niveauer
Kommunen har også besluttet, at Marina City skal være et bæredygtigt byområde “som på bedste vis illustrerer cirkulær økonomi i byudvikling og byggeri”.
Området er blevet præcertificeret med ‘guld’, hvilket dokumenterer, at området bliver blandt de mest bæredygtige bydele i Danmark og internationalt.
Læs også: Cindy sætter grøn strøm til New Jersey
Rambøll leverer bygherrerådgivning og design af den nye lystbådehavn, herunder marineanlægsarbejder, dækmoler, flydebroer, slæbesteder og al udstyr til den 5-stjernede marina.
Projektet involverer desuden teknisk rådgivning og CO2-beregninger samt bæredygtighedskoordinering og rådgivning om øget marin biodiversitet i lystbådehavnen og Kolding Fjord.
At hjælpe med at indfri de høje grønne ambitioner har været Maria Møller Lauridsen primære opgave på projektet. Som chefkonsulent hos Rambøll Danmark i Vejle er hun assisterende projektleder og bæredygtighedsleder på projektet.
Hun står blandt andet for en variantundersøgelse af byggematerialer og udvikling af et CO2-beregningsværktøj til vurdering af metodens carbon footprint i tilbuddet fra totalentreprenøren.
Læs også: Jacob sikrer Gudenåens rene vand
Begge dele skal gøre Kolding Kommune i stand til at træffe de mest bæredygtige valg.
Kommunen: 360 graders rådgivning på højt niveau
Og de bæredygtige valg har Kolding Kommune været i stand til at træffe:
– Opgaver som Marina City kræver 360 graders rådgivning på højt niveau. Maria Møller Lauridsen blev udpeget som Rambølls assisterende projektleder til opgaven. Det valg kunne ikke have været bedre, fortæller Torben Gade, der er Projektchef for Marina City ved Kolding Kommune.
– Korrekt rådgivning er meget mere end bare at løse den ønskede opgave effektivt. Her leverer Maria på topniveau: Opgaverne løses rigtig godt, men det sker gennem en frugtbar og værdiskabende dialog med de rigtige spørgsmål, refleksioner, diskussion af alternativer, dygtig koordinering og gode anbefalinger, lyder skudsmålet fra projektchefen for Marina City.
– Jeg sætter pris på samarbejdet med Maria i det daglige, hendes store dygtighed i projektledelse, hendes fremragende overblik over utallige aspekter af opgaven, og hendes empatiske – næsten for beskedne – adfærd som konsulent og sparringspartner.
Er med til at drive byggebranchens grønne omstilling
Den gode oplevelse, Kolding kommune har haft, er et resultat af et højt personligt drive og en faglig udvikling hos rådgiveren.
Læs også: Louise gør Vallensbæk grønnere og klimasikrer byens huse
– Maria har på få år omsat sit grundlag som bygningsingeniør til højt specialiserede kompetencer inden for strategisk drift og vedligeholdelse af konstruktioner, fortæller Helle Howe Kjærgaard, der er afdelingsleder inden for Anlæg og Veje i Rambøll Fyn og nærmeste leder for Maria.
Hun suppleres af Jens Egdal, senior director, By- og bygherrerådgivning, Rambøll Transport Danmark:
– Maria er bredt anerkendt for sit arbejde inden for konstruktioners levetidsforlængelse, hvor levetiden på ellers forældede konstruktioner forlænges mest muligt til gavn for miljø og økonomi. Gennem skræddersyede eftersyn, beregninger og vurderinger har hun bidraget til, at konstruktioner er blevet renoveret i stedet for at blive udskiftet årevis for tidligt.
– Hendes faglige fokus er drevet af et oprigtigt ønske om at bidrage til et mere bæredygtigt samfund ved at arbejde aktivt med implementering af bæredygtighed i infrastrukturprojekter.
Med en ekstraordinær passioneret indsats er Maria med til at drive den grønne omstilling indenfor byggebranchen.