Digitale værktøjer og samarbejdsformer kan være med til at reducere antallet af fejl og mangler, skabe mere sikkert og bæredygtigt byggeri og øge produktiviteten.
Og potentialet er stort, siger Jan Karlshøj, der er forsker ved DTU og beskæftiger sig med digitalisering i byggebranchen:
– Vi har målt på de økonomiske gevinster, som kan være betydelige. Og med den danske tillidskultur i byggebranchen har vi en vigtig forudsætning for en øget digitalisering.
Udviklingen kan gå i stå
Der er altså gevinster at hente for byggebranchen ved en øget digitalisering. Jan Karlshøj peger dog på én væsentlig barriere:
– Uden tilstrækkeligt med veluddannede kandidater kan byggebranchens udvikling mod digitalisering gå i stå. Jeg oplever, at der er et stort fokus på området, men det er også op til branchen selv at lægge pres på uddannelsesinstitutionerne.
Vigtigt at styrke uddannelsesindsatsen
CN3, som har udviklet software til 3D-modellering og digital projektering, oplever også manglen på specialister og har derfor valgt at tage sagen i egen hånd:
– Vi giver dygtige studerende adgang til vores platform og uddanner dem inden for digitalt byggeri. Samtidig underviser vi på DTU, fordi vi ønsker flere dygtige kolleger i branchen. Det er vigtigt at styrke uddannelsesindsatsen for, at byggebranchen kan få større udbytte af de muligheder, der ligger i digitalisering, siger adm. direktør Rolf Carlsen og understreger:
– Når digitale specialister bindes sammen med tekniske fagspecialister, er det med til at sikre gode og bæredygtige byggerier. Den samlede indsats accelererer digitaliseringen i byggebranchen, men Danmark er et lille land med relativt få kandidater med specialisering inden for digitale løsninger til byggeriet. Digitaliseringen i branchen går derfor for langsomt.