Kompliceret køkkenrenovering sender Skou i kælderen

Skou Gruppen har netop påbegyndt en hovedentreprise på Herlev Hospital, hvor 2700 kvadratmeter køkken gennemgår en omfattende ombygning.
Der er ikke meget plads at arbejde på i kasematterne under centralkøkkenet på Herlev Hospital. Pressefoto.
Der er ikke meget plads at arbejde på i kasematterne under centralkøkkenet på Herlev Hospital. Pressefoto.

Uden mad og drikke, duer helten ikke – heller ikke i hospitalsvæsnet. På Herlev Hospital er det derfor en central opgave at gennemrenovere 2700 kvadratmeter køkken i forbindelse med den store udvidelse – en opgave som er landet hos Skou Gruppen.

Det er virksomhedens opgave at renovere vægge, gulve og lofter samt de fleste tekniske installationer, og der skal etableres forsyning til ventilationsaggregater fra kælder til tag.

Køkkenets nuværende installationer er under loftet, men de skal flyttes ned under gulvet, hvor der også skal etableres vandtilførsel, afløb, varme og trykluft. Sweco er rådgiver på projektet.

Snævre krybber

Skou Gruppens projektleder, Tim Lissau, forklarer, at netop de tekniske installationer er en af projektets helt store udfordringer.

Arbejdet skal enten udføres i snævre krybber under gulvet eller i de ingeniørrør, som fungerer som bærende konstruktion til krybberne. I krybberne skal man ligge ned og arbejde, og af sikkerhedshensyn må hver medarbejder kun opholde sig dér i en time om dagen.

Arbejdsforhold som disse må man kun have i en time om dagen.
Arbejdsforhold som disse må man kun have i en time om dagen.

I ingeniørrørene, hvor man lige akkurat kan stå oprejst, må man være i fire timer.

– I et omfattende projekt som dette, hvor Skou Gruppen inddrager otte underentreprenører, vil det altid være vigtigt med god detailprojektering, men pladsmangel og tidsbegrænsninger er selvfølgelig en hæmsko, der kræver ekstra gode koordinerings- og samarbejdsevner fra vores side, siger Tim Lissau.

Færdig i oktober

Ombygningen foregår i faser, så det kun er dele af centralkøkkenet, der lukkes ned under renoveringen.

På den måde kan køkkenet blive ved med at lave mad til patienterne, mens arbejdet står på. Til oktober skal den første halvdel af køkkenet være færdigrenoveret.

– På grund af de vanskelige arbejdsforhold bliver projektet planlagt med tungen lige i munden. Den mindste fejl i koordineringen mellem vores folk kan skabe forsinkelser, siger Tim Lissau og fortsætter:

– Vi arbejder ud fra et cyklogram. Det er et lokationsbaseret planlægningsværktøj, der skal sikre, at der kun er én entreprenør i hver krybbe ad gangen, og at vi følger den stramme plan frem mod oktober.

Relateret indhold