Sælgers marked har bragt liggetider helt i bund

Det er stadig "sælgers marked" på boligmarkedet og det har bragt liggetiderne helt i bund. Især i Hovedstadsregionen og Østsjælland bliver huse og lejligheder revet væk.
Graf: DI.
Graf: DI.

I gennemsnit stod huse til salg i 158 dage, inden de blev fjernet fra markedet i maj 2021. Den gennemsnitlige liggetid er dermed 40 dage kortere end for et år siden viser Finans Danmarks tal.

Men i hovedstadsområdet har den gennemsnitlige liggetid for både parcelhuse og ejerlejligheder længe været et tocifret antal dage. 57 dages liggetid for parcelhuse i Københavns omegn, 65 dage i Nordsjælland, 71 dage i Østsjælland og blot 47 dage på Bornholm i opgørelsen fra maj, hvor Bornholm også har den allerlaveste gennemsnitlige liggetid på kun 28 dage for sommerhuse.

På baggrund af fortsat ubalance mellem udbud og efterspørgsel på boligmarkedet og deraf følgende lavere liggetider, kan det heller ikke undre, at boligernes udbudspriser har været kraftigt stigende i det seneste år, som da også har været helt ekstraordinært på grund af restriktioner og ændret adfærd i kølvandet på coronapandemien.

Finans Danmark opgjorde i maj årsændringen i udbudsprisen på enfamiiliehuse til 10,3 procent, på ejerlejligheder til 12,2 procent og på fritidshuse til hele 24,2 procent årlig stigning i udbudsprisen.

I DI ser vi frem til, at de nye boligskatter træder i kraft i 2024. Men i perioden frem mod 2024 kan det også komme på tale at ændre i rentefradraget. Her er vi dog meget på linje med de økonomiske vismænd, der pointerede, at ændringer i rentefradraget skal tænkes sammen med den øvrige beskatning af kapitalindkomst.

DI foreslår en reduktion af det høje rentefradrag fra 33 procent til 25 procent, og at provenuet herfra går til at finansiere indførelsen af en flad kapital- og aktieindkomstskat på maksimalt 30 procent af positiv nettokapitalindkomst, så der både er såkaldte “push” og “pull” effekter i samspillet mellem investering i boliger og andre investeringsgoder.

Relateret indhold