Om SDU Sund
- SDU Sund er en ny fakultetsbygning til Syddansk Universitet.
- Fakultetsbygningen vil forbinde Syddansk Universitet med det nye Odense Universitetshospital, Nyt OUH.
- Den nye bygning bliver 50.000 kvadratmeter.
- Byggeriet af SDU Sund er opdelt i seks entrepriser.
- De ventes afsluttet ved udgangen af januar 2023.
På de offentlige byggerier af det nye Herlev Hospital samt Niels Bohr-bygningen, har det særligt været ventilationsentrepriserne, der har udviklet sig til de helt store katastrofer.
Det skal ikke ske på SDU Sund, som Vejdirektoratet har projekteret og opført på vegne af Syddansk Universitet efter i 2017 at have overtaget projektet fra Bygningsstyrelsen.
På byggepladsen er opførelsen i fuld gang, og installatørerne er klar til at gå ombord i første råhus, som netop er afleveret. Her skal nu indrettes de laboratorier, som ofte er en vanskelig opgave. Vejdirektoratet har sikret sig mod budgetoverskridelser og overraskelser med en komplet 3D-model, forklarer Per Seidelin, projektchef.
– Det har hele tiden været planen, at vi skulle operere efter en sådan model. Det er ikke altid, at man når at blive helt færdige med 3D-modellerne, inden byggeriet går i gang. Men netop det har vi været meget opmærksomme på blev tilfældet på SDU Sund, siger han til Dagens Byggeri.
Klar til den store omgang
I november 2020 stod råhuset til den første bygning færdigt, og efter at have monteret facade og tag på råhuset, står der nu en helt tæt og lukket bygning klar. Dermed kan der for alvor tages fat på næste fase med det indvendige arbejde i bygningen.
– Det er en vigtig milepæl, som vi nu har passeret på projektet. Det betyder, at vi kan komme i gang med selve indretningen af bygningen, som i arbejdstimer udgør 70 procent af arbejdet, og dermed er en ganske stor del af projektet, siger Per Seidelin, projektchef i Vejdirektoratet.
Den færdige bygning bliver en del af den såkaldte koblingszone, hvor universitet og hospital mødes, og kommer ud over undervisningslokaler til at rumme blandt andet laboratorier og en retsmedicinsk afdeling. Det stiller nogle helt særlige krav til indretningen af bygningen.
Let ramt af corona
Projektet har i mindre grad været påvirket af den generelle situation med Covid-19 i samfundet, hvilket der er taget højde for ved en tilpasning af tidsplanen.
– For at absorbere nogle mindre forsinkelser på grund af uforudsete funderingsforhold er projektets tidsplan blevet tilrettet, og i den forbindelse er der samtidig indlagt en buffer for at sikre en større robusthed i forhold til Covid-19-situationen. Samlet set betyder det, at afleveringstidspunktet er blevet skubbet en måned, siger Per Seidelin.
Det samlede projekt forventes at kunne overdrages til Syddansk Universitet ved udgangen af januar 2023.