Niras: Der kommer en regning på et tidspunkt

Dagens Byggeri har bedt en række af branchens fremtrædende aktører om at se tilbage på 2020 - og frem på 2021. I dag administrerende direktør Carsten Toft Boesen, Niras.
Administrerende direktør Carsten Toft Boesen, Niras. Pressefoto: Jon Nordahl.
Administrerende direktør Carsten Toft Boesen, Niras. Pressefoto: Jon Nordahl.

Hvad har for dig og din virksomhed kendetegnet 2020

Det har været et år, hvor vi i Niras har vist, at vi kan stå sammen og være der for vores kunder og hinanden, selv når verden bliver vendt på hovedet. Vi har fundet alternativer til “plejer”, og alle har bidraget, hvor de kunne. På sin vis er vi kommet tættere på hinanden, selv om samarbejdet og de fleste aktiviteter er foregået hver for sig.

Selvfølgelig har 2020 også været præget af stor usikkerhed over, hvordan Corona-epidemien ville ramme vores forretning både i ind- og udland. I foråret, da Coronaen ramte Danmark, talte vi om, at vi ved en nedgang i markedet på 10 procent ville tabe cirka 85 millioner kroner. Nu tyder det på, at vi i stedet kommer ud med et fornuftigt økonomisk resultat bl.a. fordi reduceret rejseaktivitet har givet store besparelser.

Har I lært noget af Corona-krisen, som I kan bruge fremadrettet?

Vigtigst af alt har vi lært, at vi kan opretholde kontakt til og samarbejde med vores kunder og dermed sikre produktionen, ordreindgangen og leverancerne, selvom mange arbejder hjemmefra. Det åbner for nye muligheder i den daglige drift, og for nogle medarbejdere betyder det en mere effektiv arbejdsdag, når de fx sparer tid på kørsel til og fra arbejdet.

Vi har været tvunget til at mødes digitalt og fundet ud af, at det faktisk godt kan fungere til langt flere ting, end hvad vi gjorde, før Coronaen tvang os ud af mødelokalerne og om bag skærmen. Mødet mennesker imellem kan ikke erstattes af virtuelle møder og en kort snak over Teams, men jeg tror, at vi også fremover vil tænke over, om det nu også er nødvendigt at køre tværs gennem Danmark for at mødes et par timer. I sidste ende vil det ikke kun have positiv effekt på tidsforbrug og økonomi, men også være en gevinst for miljøet.

Har branchen håndteret udfordringerne tilfredsstillende?

Vi oplever, at branchen og især vores kunder har reageret utroligt hurtigt og omstillet sig for at holde hjulene i gang. Der bliver udbudt opgaver og indgået nye aftaler ud fra samme principper som tidligere, men nu sker det oftest virtuelt, og det er vi heldigvis gearet til.

Hvilke forventninger har du til 2021?

Vi er ret fortrøstningsfulde, når vi ser ind i første halvdel af 2021, hvor vores ordrebeholdning ser fornuftig ud. Ikke mindst i infrastruktur, forsyning og miljø, og det går også fortsat ret godt for store dele af byggeri- og ejendomsmarkedet, og det smitter positivt af på hele rådgiverbranchen og dermed på Niras. Vi oplever også, at der bliver investereret markant i Life Science- og Pharmabranchen, hvor vi med vores industrividen og erfaringer har vundet en række projekter. Derudover ser vi, at der generelt i markedet er stor efterspørgsel efter bæredygtige løsninger både hos vores offentlige og private kunder.

Så længe rejseaktiviteten er stærkt begrænset, er det vanskeligt at sende vores eksperter ud i verden til de store internationale projekter. Det kan naturligvis mærkes i de sektorer, der primært arbejder i udlandet. Men når vi ser ind i 2021 har vi forventninger til, at verden genåbner i løbet af de første par kvartaler.

Når vi ser ind i 2021 bekymrer vi os selvfølgelig også for, hvilke konsekvenser en faldende eksport vil få for en række af vores kunder og hvad det vil betyde for efterspørgslen, når hjælpepakkerne ophører. På et tidspunkt, kommer der en regning, der skal betales, og spørgsmålet vi alle stiller os er, hvornår kommer den?

Men alt i alt har jeg stor tiltro til, at vi i Niras tager de nye gode vaner og måder at samarbejde på med os over i 2021, og sammen opnår et godt resultat for 2021.

Relateret indhold