Vejbranchen i krise – skal gøre ‘infrastruktur’ spændende

Der er stor mangel på trafikfaglige ingeniører, og derfor skal vejsektoren til at tænke kreativt for at vinde kampen om de unge, der ser i andre retninger, når de specialiserer sig.
Ifølge IDA vil der i 2025 mangle 6.500 civil- og diplomingeniører i Danmark, og det kan få betydning for vedligehold af den eksisterende infrastruktur. Foto: Gettyimages.
Ifølge IDA vil der i 2025 mangle 6.500 civil- og diplomingeniører i Danmark, og det kan få betydning for vedligehold af den eksisterende infrastruktur. Foto: Gettyimages.

Når de fleste tænker på en ingeniør, er det ofte én, der bygger bygninger, broer og robotter, men sjældnere én i vejsektoren – og det har betydning:

Ifølge en prognose udarbejdet af ingeniørforeningen i Danmark, IDA, vil der i 2025 mangle 6.500 civil- og diplomingeniører i Danmark. Det skyldes blandt andet, at antallet af studerende, der bliver optaget på de vej- og trafikfaglige ingeniøruddannelser, generelt har været faldende de seneste år.

Læs også: Stor mangel på ingeniører – men færre unge søger ind

Fra 2021 til 2022 faldt antallet af studerende optaget på en diplomingeniøruddannelse med 7,7 %, og for civilingeniøruddannelserne var der et fald på 6,2 %.

– Vejsektoren higer, som resten af det danske arbejdsmarked, efter arbejdskraft, og vi har brug for ingeniører. Desværre ser det ud til, at problemet vil vokse for vejsektoren, og det underbygges af prognosen fra IDA, siger udviklingskonsulent Christian Dunthorne-Bille fra Vej-EU, der nu kigger indad efter initiativer, der kan være med til at vende udviklingen:

– Vejsektoren skal tænke kreativt for at vinde kampen om de unge. Når de unge specialiserer sig, ser vejområdet ikke ud til at have tilstrækkelig appel, siger formand for Vej-EU og drifts- og teknikdirektør i Vejdirektoratet, Michael Kirkfeldt.

Branding og opgør med klimasynder-prædikat

Vej-EU peger på flere tiltag, som kan få flere til at søge mod de trafikfaglige specialer:

– For det første skal vi synliggøre og brande, hvor spændende infrastruktur er, siger Michael Kirkfeldt og tilføjer:

– Vi skal være bedre til at fortælle, hvor interessant det er at skabe velfungerende infrastruktur og opbygge et bæredygtigt trafiksystem. Og vi skal være bedre til at formidle viden om vejsektoren og forbinde den viden med jobbet som ingeniør – og også få gjort op med vejsektoren som klimasynder.

Opsigelser og færre kandidater

Derudover skal branchen være bedre til at råbe politikerne på Christiansborg op, mener udviklingskonsulent hos Vej-EU, Christian Dunthorne-Bille:

– Vi er nødt til at være tydelige, når vi for eksempel står med en politisk beslutning om at udflytte uddannelser.

Han uddyber:

– Der er bred enighed om, at udflytning af de trafikfaglige civilingeniøruddannelser vil medføre færre ingeniører til vejområdet. Vi ser nu undervisere reagere ved at opsige deres stillinger og antallet af kandidater ser ud til at falde. Uanset de velmente politiske motiver, så er facit et stort minus i forhold til at afhjælpe manglen på ingeniører til vejsektoren.

Rekrutteringskamp koster mange penge

Videre understreger han, at kampen om fremtidens ingeniører foruden aktiv handling fra branchen selv også koster penge:

– En stor del af pengene skal komme fra branchen selv som en investering – for eksempel til kampagner, der kan få flere unge talenter til at kigge i retning af vejområdet som karrierevej. Ingeniører er efterspurgte, og vi kommer ikke gratis til de kompetencer, der skal til for at løse de opgaver, som vejsektoren har fået på infrastrukturområdet.

Christian Dunthorne-Bille vurderer, at initiativerne kan forankres hos Vej-EU, som har kontakt med alle dele af branchen.

Relateret indhold