Nyt forskningsprojekt skal sikre flere cyborgs i byggeriet

Teknologisk forstærkede kroppe kan beskytte ansattes sundhed og styrke økonomien, og nu skal danskere være med til at sikre deres udbredelse.
I dumme arbejdsstillinger kommer exoskeletter særlig til deres ret. Pressefoto.
I dumme arbejdsstillinger kommer exoskeletter særlig til deres ret. Pressefoto.

Det ligner muligvis noget fra en sci-fi-film, når en bygningsarbejder spænder et exoskelet på. Men selv om man skulle synes, det er noget værre fremtids-fikumdik, er der faktisk helt nutidige gevinster at hente ved at investere i udstyret.

Exoskelettet, der er en højteknologisk forstærkning af kroppen, har nemlig potentiale til at forebygge millioner af sygedage i byggeriet og forlænge arbejdslivet for arbejdere i hele verden. Det helt store spørgsmål er dog, hvordan de små og mellemstore virksomheder får adgang til teknologien – for helt billigt er det ikke – så det spørgsmål skal et europæisk forskningsprojekt med dansk deltagelse nu forsøge at besvare.

Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK) har en hånd med i spillet.

– Vi har i dag mulighed for at lave skræddersyende løsninger, som hæver produktiviteten og beskytter medarbejderes sundhed, og det er mindre dyrt, end man skulle tro. Forskningsprojektet skal finde ud af, hvordan vi kan udvikle, teste og integrere exoskeletter i mindre virksomheder i byggebranchen, siger Martin Tamke fra Center for IT og Arkitektur (CITA) ved KADK, der er en af de danske deltagere i projektet.

Milliardbesparelse venter

Foreløbige resultater fra deltagerne i forsøget viser, at exoskeletter kan aflaste mellem 10 og 80 procent af arbejdstagernes muskelbelastning afhængig af, om man bruger et aktivt eller passivt exoskelet.

Og den slags kan virkelig give pote for samfundet. Omkring 44 millioner arbejdere i EU skønnes at have arbejdsrelaterede skader og sygdomme i bevægeapparatet (MSD), hvilket koster mere end 240 milliarder euro årligt.

Og Danmark er langt fra undtaget. Her er disse skader og sygdomme årsag til cirka 25 procent af alle langtidssygemeldinger over otte uger, og ansatte i byggeriet er blandt dem, der oftest bliver begrænset i deres arbejde på grund af smerter.

Skulle det rent monetære argument ikke være nok, kan man komme med et endnu bedre menneskeligt. Mette Ramsgaard Thomsen, projektdeltager og leder af CITA, siger:

– Som arkitektskole interesserer vi os for de teknologiske processer i byggeriet og for arbejdsvilkårene, fordi bedre arbejdsvilkår giver bedre byggeri. Nedslidning og arbejdsskader er et stort problem og har været det gennem årtier, og i dette projekt ser vi en mulighed for at gøre byggeriet mere inkluderende, så arbejdere i byggeriet kan fortsætte på arbejdsmarkedet i flere år. 13 forskningsinstitutioner og erhvervscentre i Danmark, Holland, Belgien, Tyskland, Storbritannien, Sverige deltager i projektet.

Relateret indhold