Rambøll valgt som hovedrådgiver på milliardprojekt

Vejdirektoratet har valgt Rambøll som hovedrådgiver på projekt Nordhavnstunnel, hvor der skal bygges en 1,4 kilometer lang tunnel i forlængelse af Nordhavnsvej tunnelen.
Lystbådene ved Svanemøllehavnen skal have en erstatningshavn. Foto: Colourbox.
Lystbådene ved Svanemøllehavnen skal have en erstatningshavn. Foto: Colourbox.

Om projektet

  • Tunnellen får to tunnelrør med to kørespor i hver retning og uden nødspor.
  • I anlægsperioden vil der være behov for en midlertidig lystbådehavn, da der skal arbejdes under en del af Svanemøllen Havn.
  • Erstatningshavnen anlægges ved Færgehavn Nord og vil kunne rumme ca. 600 bådpladser.

Rambøll er valgt ud af et felt på i alt fem tilbudsgivere, hvilket er sket på baggrund af blandt andet forslag til opgavens løsning, tilbuddets pris og organisation.

– Vi modtog fem særdeles velkvalificerede bud på opgaven som hovedrådgiver. Det var et utroligt tæt løb, og vi er meget tilfredse med resultatet, siger Silas Nørager, der som projektleder i Vejdirektoratet skal stå i spidsen for projektet.

Den endelige underskrift på aftalen blev sat i går efter stilstandsperiodens udløb tirsdag 24. marts.

Hovedrådgiveren skal yde rådgivning i forbindelse med projektering af den midlertidige erstatningshavn og selve tunnelen samt arbejde med udbud, kontrahering og tilsyn.

De øvrige fire tilbudsgivere efter prækvalifikation var Arup, Cowi, Sweco samt WSP/Orbicon.

Der bliver en hurtig, men anderledes opstart på samarbejdet med Rambøll. Allerede 31. marts er der planlagt en virtuel opstartsworkshop, hvor holdet skal samles i cyberspace og planlægge samarbejdet.

Vejdirektoratet er bygherre på projektet. Efter anlæg bliver tunnelen overdraget til Københavns Kommune, og tunnelen bliver dermed en del af det kommunale vejnet.

Projektet finansieres af By og Havn I/S, der også står for den generelle byudvikling i Nordhavn, Københavns Kommune og det fremtidige selskab for Lynetteholmen

Relateret indhold