Stina bruger sit servicegen hos Platform A/S: Kvinder bør springe ud i det

42-årige Stina Mortensen brænder for service og hjælper hver dag sine kolleger i Platform A/S. Der er plads til flere kvinder i byggebranchen, mener hun. De skal bare turde springe ud i det.
Stina Mortensen er vild med sin blækspruttefunktion hos Platform A/S. Her står hun foran virksomhedens vægg med legoklodser, som holder styr på alle udlejningerne. Foto: Louise Gregersen
Stina Mortensen er vild med sin blækspruttefunktion hos Platform A/S. Her står hun foran virksomhedens vægg med legoklodser, som holder styr på alle udlejningerne. Foto: Louise Gregersen

ISHØJ: Dagens Byggeri er hos Platform A/S i Ishøj, der udlejer lifte til små som store byggeprojekter. Virksomheden tæller mellem 50 og 100 ansatte – både administration, montører og chauffører.

Der er legoklodser på væggen ved frokoststuen. De viser, hvor mange lifte der er ude af huset. Det var det, man brugte, før overblikket blev digitalt. Nu fungerer det blot som et ekstra overblik, som alle ansatte ser, når de går til langbords i kantinen.

Stina Mortensen kom til virksomheden, dengang legoklodserne blev brugt. Fra at være en mindre start-up-virksomhed har hun været ansat de seneste seks år, hvor den familieejede virksomhed er vækstet enormt, hvilket blandt andet et mere end fordoblet årsresultat på fem år vidner om.

– Det er så spændende at kunne sige, man har været med i den periode, og der er sket så meget, siger Stina Mortensen.

Hvorfor valgte du din karrierevej?

Stina Mortensen er oprindeligt uddannet salgsassistent med speciale i parfume, og det var her, hun fik øje på sin sans for at servicere.

– Det var der, jeg blev opmærksom på mit servicegen. Allerede dengang gav det mig stor tilfredsstillelse at hjælpe og guide kunder og kollegaer, fortæller hun.

Siden blev det til 10 år hos McDonald’s Danmark, og de sidste par år som excecutive assistent for en driftsdirektør i McDonalds.

Det ligger seks år tilbage, at hun fandt vej til Platform A/S, der dengang lå i Greve. Hun kendte en veninde, der arbejdede der, og havde hørt godt om virksomheden. Som Pippi Langstrømpe siger: “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg helt sikkert godt”, og sådan havde Stina Mortensen det også, da hun tog udfordringen op.

– Jeg havde godt nok siddet med kalenderstyring før. Men jeg vidste jo intet om alt det tekniske, såsom at sætte en platform op, hvor lang tid det tager, og hvad der kræves for at flytte den. Det var udfordringen for mig at få et overblik over det, fortæller hun.

Med tiden har Stina Mortensen fået mere ansvar, og dækker nu en masse forskellige opgaver, som tæller alt fra forsikringer til booking af rejser, opbygning af intranet, prissætning på alt som kører ud af huset, samt daglig kontakt med de eksterne montører og chauffører.

– Jeg er vild med min blækspruttefunktion. Der findes næsten ikke det i firmaet, som jeg ikke på en eller anden måde kan hjælpe med. Jeg ved lidt om meget, og det elsker jeg. Jeg føler mig meget privilegeret, fordi jeg med min alsidige funktion på en måde er lidt med i alle afdelinger, siger hun.

Hvilke udfordringer har du mødt undervejs i din branche?

– Der er en verden til forskel fra det, jeg kom fra. Det kan slet ikke sammenlignes. Det er en mandsdomineret verden, hvor er spade er en spade, og tonen kan være hård. Det skulle jeg vænne mig til, men jeg synes ikke, det har været negativt.

– Man skal vide, at når man får kritik, så er det konstruktivt ment, og fordi man skal have noget til at fungere. Det kan blive sagt i en hård tone, men det må man ikke tage personligt. Der skal man nok hvile meget i sig selv for at kunne være i det.

Hvad synes du bedst om i dit job?

– Jeg kan rigtig godt lide, at mine kolleger kan finde på at ringe til mig og sige “jeg ved ikke lige, hvem der kan hjælpe mig, så derfor ringer jeg til dig”. Det er fedt, at jeg kan hjælpe folk.

– Der er sådan en familieånd i Platform A/S, som jeg rigtig godt kan lide at være en del af. Der er plads til humor og også plads til, at man har en dårlig dag. Samtidig er der plads til at udvikle sig, og jeg lærer hele tiden noget nyt.

Hvad driver dig?

– Jeg vil være den, der fikser det. Og hvis ikke jeg lige ved, hvordan, så skal jeg nok finde ud af det. Jeg har et kæmpe servicegen, som jeg får lov at bruge i mit job. Jeg kan blive helt høj af at hjælpe folk, og samtidig kan jeg følge med i meget af, hvad der sker i firmaet.

Set i lyset af at man efterlyser flere kvinder i byggebranchen, hvad tror du så, man kan gøre for at tiltrække flere?

– Jeg ser gerne, at der kommer flere kvinder i byggebranchen, men det skal også give mening for dem at søge til branchen. Der er visse ting genetisk, der gør, at vi aldrig vil kunne det samme fysisk som mændene, men kvinder kan bidrage med noget andet.

– Kvinder har mange styrker, som vi selv skal blive mere bevidste om at få øje på. Og så skal de turde springe ud i det. Jeg tror, kvinder tænker for meget over det, når de ser et stillingsopslag. De tror, de ikke kan opfylde alle kriterierne. Sådan tænker mænd ikke, de tænker “Jeg kan i hvert fald 80 procent af det, så jeg søger jobbet.”

Hvad er fremtidsudsigterne, som du ser det, for kvinder i byggebranchen?

– Jeg tror aldrig, vi når op på en fordeling, hvor der er 50 procent kvinder og 50 procent mænd, netop på grund af de fysiske forskelle, men jeg tror, der er ved at ske en udvikling, hvor flere kvinder kan se sig selv i branchen.

– Der kan være en særlig jargon i byggebranchen, som man som kvinde skal være klar på. Det er selvfølgelig ikke ens alle steder, men jeg tror, det er vigtigt, at man sætter sine egne grænser, og enten kan ignorere, ryste det af sig eller sætte mændene på plads. Hos Platform A/S synes jeg, vi har en fin balance for det, hvor vi respekterer hinanden og har en humoristisk jargon.

Stina Mortensen mener, flere kvinder bør springe ud i det, hvis de overvejer at arbejde i byggebranchen. Foto: Louise Gregersen
Stina Mortensen mener, flere kvinder bør springe ud i det, hvis de overvejer at arbejde i byggebranchen. Foto: Louise Gregersen

Relateret indhold