Store forskelle på skolepraktik på erhvervsskolerne

På nogle skoler er op mod hver femte elev i skolepraktik, mens det på andre skoler lykkes at finde virksomhedspraktikker til alle elever.
Louise Pihl, der er underdirektør i Dansk Byggeri, har spottet, at der er store forskelle på, hvorvidt lærlinge får en læreplads væk fra skolen alt efter, hvor i landet de bliver uddannet. Foto: Ricky John Molloy.
Louise Pihl, der er underdirektør i Dansk Byggeri, har spottet, at der er store forskelle på, hvorvidt lærlinge får en læreplads væk fra skolen alt efter, hvor i landet de bliver uddannet. Foto: Ricky John Molloy.

Virksomhedspraktik er bedre end skolepraktik. Sådan ser man i hvert fald på det hos Dansk Byggeri, som påpeger, at det derfor går den rigtige vej.

I årets første tre kvartaler er andelen af tømrerelever i skolepraktik faldet fra 9,2 procent sidste år til 7,5 procent i år. Mens andelen af murerelever i skolepraktik er faldet fra 4,3 procent til 3,6 procent. Men murer- og tømrerelevernes chancer for at komme i praktik i en virksomhed afhænger af, hvor i landet de tager deres uddannelse.

Roskilde Tekniske Skole og College360 i Silkeborg klarede det bedst blandt landets tømreruddannelser i årets første ni måneder. Her har i gennemsnit mindre end en procent af tømrereleverne tilbragt en del af praktiktiden på skolen. Noget anderledes ser det ud på CELF, Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster. Her har i gennemsnit 18 procent af tømrereleverne været i skolepraktik i løbet af årets første tre kvartaler. Andelen her er dog faldet en del sammenlignet med samme periode sidste år, viser Dansk Byggeris opgørelse.

Skævt

Også på mureruddannelsen er billedet let forskruet. På fire af de erhvervsskoler, der uddanner murere, har ingen af eleverne været i skolepraktik i løbet af årets første tre kvartaler.

Det gælder på EUC Sjælland, Learnmark Horsens, Rybners og Roskilde Tekniske Skole. På Techcollage i Nordjylland har i gennemsnit 14 procent af murereleverne derimod tilbragt en del af praktiktiden på skolen, mens det gælder for syv procent på Svendborg Erhvervsskole & Gymnasier.

– De store forskelle kan blandt andet skyldes, at der nogle steder i landet er flere virksomheder end andre. Samtidig kan lærlinge fra de enkelte skoler komme med forskellige faglige og sociale forudsætninger. Men uanset hvad forklaringen er, er det vigtigt, at skoler med en høj andel af elever i skolepraktik prioriterer at bringe andelen ned, siger underdirektør i Dansk Byggeri Louise Pihl.

Lær af hinanden

Underdirektøren mener, at skoler med mange elever i skolepraktik med fordel kan lade sig inspirere af de skoler, der løfter praktikindsatsen.

– Skolerne bør helt fra starten af elevernes uddannelse opfordre dem til at søge en læreplads, hjælpe dem med at få kontakt til virksomhederne og lære dem, hvordan de skriver en god ansøgning. Jo før eleverne kommer i gang med at søge, des bedre. Hvis den rigtige praktikplads melder sig, bør eleverne være parate til at flytte eller pendle lidt længere, siger Louise Pihl.

Dansk Byggeri erkender også, at erhvervslivet selv har et ansvar for, at flere unge kommer i praktik i en virksomhed.

– Derfor fortsætter vi selvfølgelig også med at opfordre vores medlemsvirksomheder til at tage alle de lærlinge, de overhovedet har mulighed for, siger Louise Pihl.

Relateret indhold