Fakta om EPS-beton (jf. Dansk Byggeri)
- EPS-beton består som oftest af ekspanderet polystyren (EPS) og en cementbaseret binder, hvorved man får et produkt, der kaldes EPS-beton.
- Produktet blandes som regel på byggepladsen.
- Nogle leverandører bruger nye EPS-kugler, andre bruger genbrugsmateriale.
- EPS-beton anvendes ofte til udstøbning af undergulve, hvor der er et behov for relative store tykkelser. EPS-beton anvendes ofte ved svømmende gulve, hvor den udstøbes for eksempel omkring fordelingsrør oa. i 60-100 millimeters tykkelse eventuelt oven på en isolering. Oven på EPS-betonen udstøbes der et afretningslag/slidlag. Slidlaget sikrer, at den samlede gulvkonstruktion har den ønskede trykstyrke og planhed. I afretningslaget kan der indstøbes varmeslanger for gulvopvarmning.
Brugen af EPS-beton, der anvendes som isoleringsmateriale til blandt andet gulve, vægge og tage, kan være problematisk. Det kunne nyhedsmagasinet Ingeniøren berette om forleden dag i artiklen “Fugtskader, afgasning og manglende styrke: Ny letvægtsbeton volder problemer”.
Her gengives eksempler på, at gulve ikke har den nødvendige styrke, hvis der er anvendt EPS-beton. Ved tagbyggeri bør man også være påpasselig med at benytte materialet, fordi det har vanskeligt ved at håndtere fugt. Eksempelvis måtte man ved Niels Bohr Instituttet i København fjerne betonen igen, fordi den var fyldt med vand. Desuden er der i et enkelt tilfælde konstateret afgivelse af pentangas fra letvægtsbetonen, som blev brugt til vægfyld.
Disse historier om EPS-beton affødte i går nogle anmærkninger fra Dansk Byggeri.
– Vi siger ikke: “Lad være med at bruge det”, men på baggrund af de sager vi kender, gør vi opmærksom på, at man bør være forsigtig i anvendelsen af EPS-beton. Det er fint at bruge materialet, men en god ide at tænke sig godt om, siger direktør i erhvervs- og brancheservice hos Dansk Byggeri Michael H. Nielsen.
Aldrig mere MgO
Anbefalingerne fra erhvervsorganisationen kommer i kølvandet på et møde i det Stående Byggepanel, der netop har til opgave at hejse advarselsflaget. Michael H. Nielsen deltog før sommeren i et møde, hvor EPS-beton var på dagsordenen.
– Ideen med det Stående Byggepanel var afledt af MgO-byggeskaderne. Vi ville undgå lignende historier ved at lave et vidensforum. Herfra kan vi komme med en “early warning” på baggrund af de problemer, som er konstateret med ESP-beton, fortæller han.
En gentagelse af MgO-miseren skal for enhver pris afværges.
– Hverken branchen, samfundet eller byggeriets image kan tåle en gentagelse af MgO-sagen. Og vi ønsker ikke at se en lemming-effekt, hvor et materiale bruges mange steder for så at vise sig ikke at kunne holde, hvad det lover, siger Michael H. Nielsen.
EPS-beton er et nyere materiale, som på nuværende tidspunkt mangler dokumentation om styrker, svagheder og anbefalet anvendelse. Det er der ved at blive rettet op på. Byg-ERFA arbejder på et nyt blad om EPS-beton, og på mødet i det Stående Byggepanel blev ønsket om undersøgelser fra SBi og DTU italesat.