Dygtige og engagerede medarbejdere er kernen for en succesfuld virksomhed. Og en af grundpillerne er deres evne til at samarbejde. Ikke kun med virksomhedens øvrige ansatte, men også med de andre faggrupper, som håndværkerne dagligt skal koordinere deres arbejde med.
Og den evne kan udvikles allerede mens de unge er i lære, hvis flere direktører, håndværksmestre og ejerledere afsætter nogle timer til at oprette netværk for deres lærlinge.
Enkelt men effektivt
Et lærlingenetværk sætter de unge sammen på tværs af fag et par gange om året.
For eksempel går en tømrervirksomhed sammen med den lokale murer, malermester, smedevirksomhed og elektriker om tre eller fire møder i løbet af et år. Her mødes de unge på skift hos virksomhederne og bliver vist rundt af den pågældende lærling, som fortæller om virksomheden, det arbejde han laverog de opgaver, han er mest stolt over.
På den måde får de forståelse for de vanskeligheder andre har og for de opgaver, der er sværest at udføre – og for hvordan arbejdet foregår i andre virksomheder.
Skab selv nye netværk
Men lærlingenetværkene opstår ikke af sig selv – det er en opgave som lederne af virksomheden skal afsætte nogle timer til at sætte i gang.
Der skal findes et passende mix af kolleger, der vil være med, og ens egen lærling skal have en introduktion til formål og tanken med netværket.
Og så skal du som leder naturligvis være indstillet på at din lærling er væk et par gange om året – eller at det er din virksomhed, der lægger lokaler og rundvisning til, når mødet er hos jer.
Men udgifterne til arbejdstiden og en gang smørebrød til de unge opvejes langt af det engagement og den viden lærlingen får. De bliver simpelthen dygtigere medarbejdere, som firmaet har glæde af fremover.