Hotel i træ står snart klar i København

I Københavns Sydhavn arbejdes der på højtryk. Det femetagers høje Moxy Hotel skal nemlig stå klar om tre måneder.
Sådan ser et hotel i træ ud. Om tre måneder kan man se det live i Københavns sydhavn. Foto: Presse.
Sådan ser et hotel i træ ud. Om tre måneder kan man se det live i Københavns sydhavn. Foto: Presse.

Der er tale om det første danske hotel til Moxy-kæden, som ejes af hotelkæden Mariott og Vastint Hospitality, der igen ejes af møbelkoncernen Ikeas moderskab, Interego Foundation.

Og på trods af, at Vastint, ifølge deres hjemmeside, ikke har noget at gøre med Ikeas forretningsaktiviteter, synes Moxy-hotellernes fokus på træ, storproduktion og høj produktionshastighed alligevel at være inspireret af Ikeas forretning. Det skriver Ingeniøren.

Vastint har desuden udviklet et patenteret byggesystem, der er baseret på massivtræsmoduler- og elementer. Dette system er også brugt på Moxy-hoteller i Tyskland, Storbritannien, Italien, Østrig, Glasgow i Skotland og i Oslo. Ifølge det rådgivende ingeniørfirma Timber Design LT fra Litauen, der har speciale i trækonstruktioner og er med på hotelbyggeriet, forventer Moxy-kæden at bruge samme byggesystem til omkring 50 hoteller hver med 200-400 værelser.

Fart over feltet

Hotellets nederste etage, hvor lobby, reception, mødelokaler og fitness skal være, er ligesom trappe- og elevatortårne en betonkonstruktion, mens de fire etager ovenpå bygges i massivtræ. Montørerne arbejder på højtryk, for om tre måneder skal alle trækonstruktioner inklusiv taget være på plads.

– Vi kan montere op til seks værelser om dagen med et hold på otte til ni mand. Men så er der selvfølgelig andre dage, der bruges på forberedelse, på at gøre værelserne færdige og på at montere facaden, fortæller Vytautas Lubys der er administrerende direktør for Effective Solutions og leder af virksomhedens entreprise på byggeriet.

Hurtighed er i højsædet

I modsætning til nogle af de andre danske massivtræsbyggerier er træet i Moxy-byggeriet ikke valgt for at sende et signal om bæredygtighed eller af æstetiske hensyn. Det handler derimod om byggehastighed og præcision.

– Det tager typisk mellem to og tre år at bygge et hotel med 230 værelser. Her bygger vi hele hotellet på et års tid. Og det samme gjorde vi i Oslo. Det er meget hurtigt at bygge med CLT-elementer, fordi du ikke skal vente på udstøbning og udtørring, men kan gå videre, så snart elementerne er skruet sammen. Energimæssigt har du en fordel i og med, at tolerancerne er nede på to millimeter, så det er meget let at lave en lufttæt konstruktion. Desuden sparer du noget på transporten i forhold til betonelementer, fordi de er så lette, at du kan transportere flere elementer per lastvognslæs, fortæller forretningsudvikler Paulius Milčius.

Han forventer, at massivtræsbyggeri fortsat vil blive mere populært i Danmark.

– Det er allerede meget populært at bruge det til både lejligheds- og kontorbyggeri i Norge og Sverige, og det vil også give mening i Danmark. Desuden må man på et eller andet tidspunkt blive nødt til at se på den indlejrede CO2 i forskellige byggematerialer. Der vil virkelig være meget at spare ved at bruge trækonstruktioner, fortæller Paulius Milčius.

Relateret indhold