Stjerner, som sikrer byggeriets fremtid, findes blandt lærlingene

Erhvervsuddannelserne skal anerkendes som karrierevej, og virksomhederne skal investere i at udvikle og videreuddanne deres lærlinge. Det var nogle af budskaberne fra Søren Østergaard, elinstallatør og medejer af Høyrup & Clemmensen, på Christiansborg til konferencen Fokus på byggeriets fremtid.
Foto: Dansk Byggeri
Foto: Dansk Byggeri

Konferencen kom i kølvandet på Danmarks Statistiks månedlige konjunkturbarometer, hvor det fremgik, at 31 procent af bygge- og anlægsvirksomhederne ser rekruttering af kvalificeret arbejdskraft som deres største udfordring lige nu. Det satte konferencen fokus på med et oplæg om byggeriet som uddannelsessted ved elinstallatør Søren Østergaard.

Han er medejer af den mere end 100 år gamle elinstallatørvirksomhed Høyrup & Clemmensen, hvor han også er anden generation i ledelsen.

– Hos os har alle projektledere og afdelingschefer en lærlingeuddannelse som grundlag. Direktøren har en lærlingeuddannelse. Vi er alle startet der. Lærlinge er nerven i vores rekruttering. Det er her, vi finder de nye stjerner, sagde Søren Østergaard og understregede, at unge er sikret gode karrieremuligheder med en uddannelse som håndværker.

Jagten på installatørbranchens nye stjerner

For at finde stjernerne bruger Høyrup & Clemmensen sociale medier, besøger de tekniske skoler og forsøger så tidligt som muligt at lave uddannelsesaftaler med unge, der netop er startet på elektrikeruddannelsen. Men Søren Østergaard understregede også, at rekruttering alene ikke er nok. Virksomhederne skal bruge tid på lærlingene i deres lærlingetid:

– Nogle taler om lærlinge som billig arbejdskraft. Hvis vi betragter vores lærlinge sådan, har vi dem ikke, når de bliver svende, og det bliver ikke dem, der bringer os videre. Vi skal fastholde og videreuddanne lærlingene, når de er udlært. Et svendebrev er et bevis på, at man er klar til videreuddannelse. Lidt ligesom, når en læge vælger speciale.

Han uddybede med eksempler fra sin egen virksomhed:

– Hos Høyrup & Clemmensen har vi MUS (medarbejderudviklingssamtaler) hvert år, og her bruger vi vores specialer som karrieresti. Vi har en mentor tilknyttet vores lærlinge. Det er dejligt at opleve, hvordan lærlinge, der havde skoleproblemer eller en diagnose, får lov til at shine og hurtigt bliver ?den kloge?, når de møder vores kunder. Hos os tæller andre kvaliteter end dem, der vægter højt i folkeskolen. Og det er dem, der bliver de dygtige elektrikere, som vi har brug for.

Relateret indhold