Om Oslos nye regeringskvarter
- – Regeringskvarteret er planlagt til at bestå af syv bygninger med i alt 4.500 arbejdspladser, når det er færdigt.
- – Det nye vartegn, A-blokken, fremhæves særligt af juryen. ‘Dette specielle byggeri vil give det nye regeringskvarter et samlende og tidssvarende udtryk’. Bygningen har skrå vinkler for at sikre sol i parken, samtidig med at den dæmper vinden fra nord.
- – Bygningerne vil få grønne tage med flere funktioner, som sammen med de nye byrum og parken bidrager til en øget naturmangfoldighed i bykernen.
- – Gader og byrum bliver åbne og let tilgængelige for gennemgang og for ophold 24-7.
Nu er det afgjort: Teamet bag Adapt har fået æren af at udforme Norges regerings nye hovedkvarter i Oslo, Regeringskvarteret.
Adapt blev før sommeren udvalgt som et af to koncepter, som gik videre i konkurrencen om regeringskvarteret. Sensommeren og efteråret har været præget af en række leverancer og forhandlinger, og forleden annoncerede Statsbygg, at Team Urbis bliver tildelt kontrakten: ‘Adapt er juryens favorit, og Team Urbis scorer bedst på opgaveforståelse og nøglemedarbejdere. Det er begrundelserne for vores valg’.
– Dette er formentlig den største og vigtigste samfundsopgave, man kan få som arkitekter og rådgivere. Vi er stolte over at stå i spidsen for et stærkt, tværfagligt team på denne opgave. Det er en historisk opgave, som vi tager fat på med den største alvor, siger Gudmund Stokke, ledende partner og fagansvarlig i Nordic Office of Architecture.
Projektgruppen bag Adapt består af Nordic Office of Architecture med Haptic Architects i samarbejde med COWI i Norge, Aas-Jakobsen, Ingeniør Per Rasmussen, Rambøll, SLA og Bjørbekk & Lindheim Landskapsarkitekter, Asplan Viak og underleverandørerne Scenario, NIKU og Norsam.
Vakker, værdig, venlig og varig
Regeringskvarteret skal være Norges førende beslutningsmaskine: En effektiv, velfungerende, kompakt og attraktiv arbejdsplads. Samtidig skal den føles som en naturlig forlængelse af byen – et sted, hvor byens indbyggere har lyst til at være, med nye byrum, parker, besøgscenter og caféer.
– Vi har udviklet Adapt ud fra ordene vakker, værdig, venlig og varig. Vi ønskede at designe regeringskvarteret som et attraktivt område for folk at rejse til, som en formidler af norske værdier som åbenhed, og som en god og inkluderende arbejdsplads. Desuden er det vigtigt, at løsningerne kan tåle tidens tand, fortæller Gudmund Stokke.
I juryens rapport stod følgende: ‘Adapt svarer på en overbevisende måde på alle bedømmelseskriterierne. Specielt skal det fremhæves, hvordan kontorbygningerne i Grubbegata og på Einar Gerhardsens plass kan tilpasses og formes til et varieret og venligt gaderum’.