Nogen skal gå foran i den grønne omstilling

Direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri opfordrer til, at den grønne opstilling bliver konkretiseret, udviklet og implementeret i byggeriet.
Energifondens rapport om bygningernes rolle i den grønne omstilling blev præsenteret ved et arrangement hos Dansk Byggeri 13. juni. Foto: Dan Bjerring.
Energifondens rapport om bygningernes rolle i den grønne omstilling blev præsenteret ved et arrangement hos Dansk Byggeri 13. juni. Foto: Dan Bjerring.

I forbindelsen med den nylige præsentation af projektet ‘Roadmap 2030 – Bygningers rolle i den grønne omstilling, lagde direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri ikke skjul på, at der har været brug for at sætte mere fokus på de lidt nærmere målsætninger end blot at kigge frem mod 2050.

Han sagde blandt andet til Dagens Byggeri, at projektet sætter nogle pejlemærker for, hvordan vi skal udvikle bygninger og energiforsyning frem mod 2050, hvor Danmark skal være fri for fossile energikilder.

– Med det Roadmap, vi har præsenteret i dag, sætter vi nogle sigtelinier frem mod 2030, og det er byggesektoren og energisektoren, der er gået sammen om nogle fælles anbefalinger, siger Michael H. Nielsen til Dagens Byggeri.

Mange rapporter

Foreholdt at der næppe findes nogen anden branche end byggesektoren med så mange rapporter på hylderne om den bæredygtige udvikling og grønne energi, henviser Michael H. Nielsen til, at bæredygtighed og cirkulær økonomi – sammen med håndteringen af klodens ressourcer – optager såvel politikere som virksomheder.

– Vi er som branche også nødt til at give vores bud på, hvordan vi skaber rammerne om en bæredygtig udvikling – både i forhold til energiforbruget og anvendelsen af byggematerialer. Der er mange rapporter, men det er vigtigt at få det konkretiseret, udviklet og implementeret i byggeriet, fortsætter Dansk Byggeris direktør.

En vekselvirkning

Flere har gennem årene peget på, at der skal være økonomiske incitamenter for eksempelvis boligejerne, hvis de skal investere i energirenoveringer, men Michael H. Nielsen peger på, at nogen skal gå foran, hvis der skal ske en udvikling.

– Der er også en grund til, at vi har et bygningsreglement, hvor der stilles præcise krav til energiforbruget i bygninger. Det har været med til at skabe en udvikling og en innovation i bygge- og energibranchen. Det ville ikke være kommet af sig selv. Det er en vekselvirkning mellem, at der stilles nogle krav, og at folk ser på, hvad der kan betale sig. Derfor skal den kommende energiaftale, der forhåbentlig kommer til efteråret, tage højde for, hvordan bygninger kan spille ind i forhold til hele omstillingen af vores energisystem frem mod 2050. Det er vigtigt, slutter Michael H. Nielsen.

Relateret indhold