Lad beboerne få indflydelse på byggeriets udformning

I et nyt boligprojekt i Køge får de enkelte beboere indflydelse på byggeriet af deres egen kommende bolig.
Sådan kunne det nye byggeri til Fællesbyg Køge Kyst komme til at se ud, men udformningen er langt hen ad vejen op til beboerne selv. Illustration: Tegnestuen Vandkunsten.
Sådan kunne det nye byggeri til Fællesbyg Køge Kyst komme til at se ud, men udformningen er langt hen ad vejen op til beboerne selv. Illustration: Tegnestuen Vandkunsten.

I et nyt boligprojekt på Køges Søndre Havn får den enkelte beboer stor indflydelse på både egen bolig og de fælles rammer. Projektet byder på en helt ny mulighed for boligsøgende – at bygge sammen med ligesindede i et såkaldt byggefællesskab med inspiration fra Tyskland.

– Som beboer får man en høj grad af indflydelse, og samtidig får man mere for pengene, fordi der ikke er en developer, der skal tjene på projektet. En del af byggeriet kan blive til et egentligt bofællesskab. Man kan gå efter den grad af fællesskab, man ønsker, og under alle omstændigheder lærer man sine nye naboer at kende, allerede før man flytter ind, fortæller adm. direktør Line Røtting Dornan fra Selskabet for Billige Boliger.

Indflydelse på egen bolig

Projektet hedder Fællesbyg Køge Kyst, og bag det står et partnerskab mellem Selskabet for Billige Boliger, Tegnestuen Vandkunsten og byudviklingsselskabet Køge Kyst, som hermed indgår sin niende aftale om et boligbyggeri på Søndre Havn.

– Det er et utrolig spændende projekt, fordi det tilfører nogle nye dimensioner og understreger, at Søndre Havn bliver en levende og mangfoldig bydel, siger projektdirektør Jes Møller fra Køge Kyst.

Den bærende idé er, at de kommende beboere stifter en forening, og derigennem hyrer en entreprenør til at stå for opførelsen af det arkitekttegnede byggeri. De enkelte beboere kan så få indflydelse på deres egen bolig under en overordnet ramme, som de også har indflydelse på.

Inspiration fra Tyskland

Byggeriet kan inddeles i to eller flere “afdelinger” alt efter, om beboerne ønsker at indrette deres liv individuelt, eller de bliver enige om at stifte et egentligt bofællesskab med fx fællesspisning, børnepasning eller andre fælles aktiviteter.

Tegnestuen Vandkunsten står for den arkitektoniske udformning og projektering af det nye byggeri. Boligformen vil som udgangspunkt være lejligheder, som kan kombineres med 2-3 plans rækkehuse. Der er som udgangspunkt tale om ejerboliger, men der kan også være andelsboliger, afhængigt af beboernes ønsker.

Inspirationen til byggefællesskaber kommer især fra Tyskland, hvor man har gode erfaringer med byggegrupper, kaldet Baugruppen, som tillader beboerne at sætte et større præg på byggeriet, samtidigt med at de styrker den sociale bæredygtighed i de nye bydele.

Projektet søsættes med et inspirationsmøde 22. marts.

Relateret indhold