Connie Hedegaard bliver ambassadør for Klimalaboratoriet

Connie Hedegaard har sagt ja til at være ambassadør for Middelfart Kommunes ambitiøse signaturindsats Klimalaboratoriet.
Thorbjørn Sørensen, teknik og miljødirektør i Middelfart Kommune (t.v.), Connie Hedegaard og borgmester Steen Dahlstrøm (t.h.) ved nytårskuren i Middelfart Kommune. Pressefoto.
Thorbjørn Sørensen, teknik og miljødirektør i Middelfart Kommune (t.v.), Connie Hedegaard og borgmester Steen Dahlstrøm (t.h.) ved nytårskuren i Middelfart Kommune. Pressefoto.

Middelfart Kommune fortæller i en pressemeddelelese, at tidligere klima- og energiminister Connie Hedegaard fremover skal fungere som ambassadør for Klimalaboratoriet i Middelfart Kommune.

– Jeg har fulgt Middelfart Kommunes klimaprojekter på sidelinjen siden 2009, hvor jeg var klima- og energiminister. Her gik kommunen som den første i Danmark i gang med at energirenovere de offentlige bygninger efter ESCO-modellen – som vi i nogle år faktisk omtalte som Middelfart-modellen. Det var modigt. Og det inspirerede mange til at komme i gang. Jeg synes, at byrådet i Middelfart Kommune viser et stort ansvar ved at sætte klimadagsordenen så højt – men vigtigst af alt er, at i Middelfart taler de ikke bare om forebyggelse. De gør noget ved det, siger Connie Hedegaard.

Stor kapacitet

Nyheden blev offentliggjort til Middelfart Kommunes årlige nytårskur. Og for borgmester Steen Dahlstrøm var det en god anledning. Her samles erhvervsliv, foreninger, borgere og samarbejdspartnere – og de er vigtige medspillere i kommunens mål om at tage ansvar og stille sig i front i den grønne omstilling.

– Det kan godt være, at vi synes små i en global sammenhæng. Men vi skal alligevel tage ansvar. Vi skal udfordre de gængse løsninger og sammen bidrage til at gøre noget ved problemet, siger borgmester Steen Dahlstrøm og fortsætter:

– Connie Hedegaard er en stor kapacitet på klimaområdet. Og en vigtig og tungtvejende stemme i debatten. Så vi er selvfølgelig rigtig glade for, at hun har sagt ja til at gå ind i et samarbejde med os. Sammen kan vi skabe opmærksomhed omkring, at vi lokalt og kommunalt har et ansvar og kan gøre en forskel i forhold til at få løst og afhjulpet verdens klimaudfordringer, siger borgmester Steen Dahlstrøm.

CO2 halveret

I Middelfart Kommune er der allerede gennemført flere store projekter på klimaområdet, som har skabt både national og international interesse. Grøn vækst har været øverst på dagsordenen gennem mange år, og et aktuelt eksempel på arbejdet er KlimaByen.

Her arbejder kommunen lige nu sammen med Middelfart Spildevand og Realdania om at klimasikre Middelfarts vestlige bydel – et beboelsesområde på 450.000 kvadratmeter med en højdeforskel på 38 meter. Det er et projekt til 76 millioner kroner, hvor regnvand kobles fra kloakkerne og hverdagsregn nedsives, mens skybrud og ekstremregn ledes mod Lillebælt via veje og vandløb i området.

KlimaByen er ifølge teknik- og miljødirektør Thorbjørn Sørensen unik. Både på grund af områdets størrelse, men også fordi projektet viser, at klimatilpasning kan skabe betydelig merværdi i et byområde.

– Tilpasningen til klimaforandringerne er ét af sporene i Klimalaboratoriet. Og det er helt nødvendigt. Men for den grønne omstilling er arbejdet med forebyggelse og læring endnu vigtigere. I Middelfart Kommune har vi på fem år med ESCO-projekterne halveret CO2-udslippet fra de offentlige bygninger, og nu er vi i gang med at gøre det samme med vores gadebelysning. Hvis man ganger det op med 98 kommuner og potentielt kan inspirere ud over landets grænser, så begynder det virkelig at batte noget, siger Thorbjørn Sørensen.

Skaber relationer

At store projekter som KlimaByen og ESCO-renoveringerne kan lade sig gøre i Middelfart Kommune skyldes blandt andet, at det er et enigt byråd, der står bag arbejdet med Klimala-boratoriet.

Det giver ifølge borgmester Steen Dahlstrøm en unik position, hvor der kan handles på de gode idéer og samarbejdsmuligheder.

– Derfor er vi altid interesserede i dialog med forskere, vidensinstitutioner og erhvervsliv, som vil være med til at gå forrest. Her giver samarbejdet med Connie Hedegaard os en unik mulighed for at skabe relationer – også internationalt. Ligesom vi ønsker, at hun skal udfordre os på arbejdet med at forebygge og håndtere klimaforandringer, siger Steen Dahlstrøm.

For Connie Hedegaard er det naturligt og nødvendigt at koble arbejdet på de store linjer, for eksempel som formand i Concito, Danmarks Grønne Tænketank, med en tæt kontakt til en kommune, der gennemfører konkrete, lokale projekter i praksis.

– Der bliver genereret viden, data og praktiske erfaringer i Middelfart Kommune, som kan komme forskere, andre kommuner og virksomheder til gavn. Den viden vil jeg gerne være med til at gøre opmærksom på. Hvis vi skal gøre en forskel for vores klima, så kræver det, at vi lærer af hinanden og bruger det, der virker – og som kan gennemføres. Ikke kun på papiret, men ude i virkeligheden, siger Connie Hedegaard.

Relateret indhold