Cheføkonom: Nationalbankdirektør har uheldig dobbeltrolle

Mikkel Høegh fra BRFkredit mener, at nationalbankdirektør Lars Rohde advarsler mod en boligboble er mere udtryk for hans position som formand for det "systemkritiske råd".
- Der kan være lommer i boligmarkedet, hvor priserne stiger meget, men selv ikke i hovedstadsområdet er der en boble, siger cheføkonom i BRFkredit Mikkel Høegh.
- Der kan være lommer i boligmarkedet, hvor priserne stiger meget, men selv ikke i hovedstadsområdet er der en boble, siger cheføkonom i BRFkredit Mikkel Høegh.

Fra flere sider advares der i denne tid mod en truende boligboble med deraf følgende for høje priser på ikke mindst ejerlejligheder i København. Blandt kritikerne er nationalbankdirektør Lars Rohde, der flere gange har opfordret politikerne på Christiansborg til at gribe ind.

Men cheføkonom i BRFkredit Mikkel Høegh maner til besindelse og peger blandt andet på, at nationalbankdirektøren har en uheldig dobbeltrolle, dels som nationalbankdirektør og dels som formand for det “systemkritiske råd”.

– Det er usundt med en sådan en dobbeltpost, og når manden råber “ulven kommer”, er det også fordi, han har over 200 mennesker ansat, der er sat i verden for at lave regulering. Lad os nu se, hvordan den eksisterende regulering virker. Så kan vi tage stilling til og eventuelt revidere tingene om et par år, siger Mikkel Høegh til Dagens Byggeri.

Fra et lavt niveau

Mikkel Høegh erkender, at boligpriserne har stor indflydelse på byggesektoren, men han mener ikke, at der er specielt gang i byggeriet af boliger i øjeblikket.

– Der kan være lommer i boligmarkedet, hvor priserne stiger meget, men selv ikke i hovedstadsområdet er der en boble. Kreditpolitikken i banker og realkreditinstitutter er blevet strammet specielt i de områder, og dertil kommer, at indkomstfremgangen er stærkere for dem, der overvejer at købe boliger i hovedstadsområdet, end i resten af landet. Problemet er et stigende antal københavnere og deraf følgende mangel på boliger. Det kan man bygge sig ud af. Vi skal ikke mange måneder tilbage, før vi havde et niveau på nybyggeri, der var lige så ringe som situationen omkring Anden Verdenskrig. Der bliver slet ikke bygget nok i København sammenlignet med den potentielle efterspørgsel. Der kan bygges meget mere, siger Mikkel Høegh til Dagens Byggeri.

Hvor skal de bo?

Han henviser til tal, der viser, at befolkningstallet i hovedstanden over de kommende ti år stiger med 100.000 indbyggere.

– Hvor skal de bo, når der kun bygges 200-300 boliger i kvartalet? Nogen kan med stor fordel flytte uden for København, og derfor oplever vi også et ganske positivt boligmarked i forstæderne. Byggevirksomhederne skal derfor satte på at bygge familieboliger i de større byer. Det er der brug for, og derudover skal de satse på at bygge ældreboliger. Det bliver der brug for med en aldrende befolkning, siger Mikkel Høegh.

Relateret indhold