Indtjeningen stiger i tømrervirksomheder

Der er stor fremgang for landets største tømrervirksomheder, hvor indtjeningen pr. ansat ifølge ny opgørelse er steget med hele 78 procent.
Mens det går frem for de største tømrervirksomheder går det knap så godt for de mindre og mellemstore virksomheder. Foto: Colourbox.
Mens det går frem for de største tømrervirksomheder går det knap så godt for de mindre og mellemstore virksomheder. Foto: Colourbox.

Der er stor fremgang hos landets største tømrervirksomheder. Således viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri og Deloitte, at indtjeningen ifølge de seneste regnskaber er steget med hele 78 procent på bare et år. Desværre sakker de mindre og mellemstore virksomheder bagud.

– De store tømrervirksomheder har i den grad formået at udnytte opsvinget i byggeriet. I 2014 kunne mestrene sætte 34.000 kroner i banken for hver ansat. Det tal er steget til hele 61.000 i 2015-regnskaberne. Det er meget imponerende, siger partner i Deloitte Thomas Frommelt i en pressemeddelelse.

Investeret kapital

Stigningen i indtjeningen giver også afkastet af den investerede kapital et et kæmpe skub i den rigtige retning.

– Blandt tømrervirksomhederne med over 50 ansatte er afkastet af den investerede kapital nu helt oppe på 53 procent ifølge de seneste regnskaber. Det viser med tydelighed, at mestrene har formået at kontrollere, at investeringerne i virksomheden samt bindingen i arbejdskapital ikke er steget mere end væksten i indtjeningen, siger Thomas Frommelt.

Bekymrende udvikling

Mens de store tømrervirksomheder altså stormer frem, må de mindre og små virksomheder indkassere et fald. Det er beklageligt, mener Lars Storr-Hansen, administrerende direktør i Dansk Byggeri.

– Næsten hver femte virksomhed med mindre end 10 ansatte havde underskud i 2015. Det er et meget højt niveau, når man sammenligner med de øvrige underbrancher i bygge- og anlægsbranchen. I betragtning af et generelt øget aktivitetsniveau i branchen, er det en bekymrende udvikling, siger han.

Lav pengebinding

Mange tømrervirksomheder er dog heldigvis velpolstrede og kan dermed modstå udsving i indtjeningen.

– Tømrervirksomhederne har jo historisk haft en lav pengebinding, hvilket er godt for soliditeten. Det betyder, at blot seks procent af dem i dag kan siges at være i fare for at gå konkurs. Samlet set har vi altså stadig en stabil, veldrevet tømrerbranche i Danmark, siger Lars Storr-Hansen.

Det oplyses, at 63 procent af de danske tømrervirksomheder ligger i den såkaldte magiske kvadrant med en soliditet over 15 procent og et afkast af den investerede kapital på over 10 procent.

Relateret indhold