Fjerndiagnose næsten identisk med klassisk energimærkning

Automatisk generererede energimærker gav stort set samme resultater som traditionel beregning, men boligejere bør alligevel få viden om de nye måleredskaber, mener firma bag forsøg.
Fjernmålinger kan ikke erstatte traditionelle målinger, konkluderer nyt forsøg. Foto: Colourbox.
Fjernmålinger kan ikke erstatte traditionelle målinger, konkluderer nyt forsøg. Foto: Colourbox.

Nye metoder til beregning af en bygnings energimærke giver stort set de samme resultater som den traditionelle energimærkeberegning foretaget af en energikonsulent. Det konkluderer et forsøg med cirka 15 ejendomme i Høje Taastrup kommune foretaget af firmaet EXERGI.

Forsøget viste, at det automatisk genererede energimærke i alle tilfælde var stort set identisk med, eller lå i energiklassen umiddelbart ved siden af det traditionelt bestemte energimærke.

Når der var forskelle mellem de to beregningsmetoder, skyldtes det primært, at bygningens indeklimaforhold ikke matchede standardforudsætningerne for energimærkning, hvor indendørstemperaturen skal være 20 grader og luftskiftet 0,5.

Flere varmekilder problematisk

Et sted, hvor den automatiske energimærkemåler ikke kunne leve op til beregningen foretaget af en konsulent, var i bygninger med supplerende varmekilder, som for eksempel brændeovne. Medmindre ekstra varmekilder er fjernaflæste, vil systemets beregninger nemlig blive upræcise, vurderer EXERGI.

Men konklusionen på forsøget er imidlertid stadig, at det nye system godt kan supplere den traditionelle energimærkning.

Hvis automatiske beregninger supplerer klassiske beregninger, kan energikonsulenten bruge mere af sin tid på at rådgive kunderne om metoder til at opnå lavere energiforbrug og bedre indeklima.

Flere forsøg

Ifølge EXERGI bør der gennemføres flere forsøg med de automatisk genererede analyser, hvor flere udbydere får mulighed for at teste systemet i større skala. Derudover mener firmaet, at husejere generelt bør rådgives om de nye målekoncepter, der for eksempel kan være gavnlige i forbindelse med renovering.

Den traditionelle energimærkning i forsøget var udført af det rådgivende ingeniørfirma Danakon, mens fjerndiagnosen blev udført med systemet IC-Meter, der var en af vinderne af dette års Sustainable Build Innovative Challenge.

Relateret indhold