Håndtering af farligt affald kræver viden

Miljøkonsulent Simon Stig-Gylling, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Miljøkonsulent Simon Stig-Gylling, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Selvom byggebranchen er lidt af en duks, når det kommer til genanvendelse af affald, kan det blive endnu bedre. Det står klart, efter Danmarks Statistik er udkommet med en ny affaldsstatistik.

Med 4,1 millioner tons affald i 2014 er bygge- og anlægsbranchen det erhverv, der genererer mest affald. Til gengæld bliver 88 procent af byggeaffaldet genanvendt mod 66 procent i de øvrige erhverv.

Dansk Byggeri glæder sig over den høje grad af genanvendelse. I europæisk sammenhæng er Danmark et foregangsland i håndtering og genanvendelse af affald. Det kommer sig af, at vi både har en lovgivning og en byggebranche, der har fokus på miljøet.

Nye regler

Når det kommer til miljøfarligt affald, står byggebranchen for den største andel på 241.000 ton. Branchens andel af farligt affald er stort set uforandret siden 2013.

Der er kommet nye regler på området, så en større andel af byggeaffaldet burde blive frasorteret som miljøfarligt. Det fortæller os, at ikke alle af byggeriets parter er bekendt med den nye lovgivning, og at der derfor er et generelt behov for et vidensløft.

For at bidrage til oplysningen om den korrekte håndtering af byggeaffald har Dansk Byggeri taget initiativ til et nyt videncenter. Her kan bygherre, entreprenører, rådgivere og kommuner få gratis råd og vejledning i den korrekte håndtering af byggeaffald og miljøfarlige stoffer fra byggeriet.

Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald findes her.

Relateret indhold