Selskabet bag Kronløbsøen er etableret

By & Havn, PensionDanmark og Nordkranen Ejendomsudviklingsselskab er gået sammen i et projektselskab, som skal opføre boligbyggeri på en nyetableret ø i Indre Nordhavn oven på et parkeringsanlæg under vand.
By & Havn, PensionDanmark og Nordkranen Ejendomsudviklingsselskab er gået sammen i et projektselskab omhandlende Kronløbsøen. Pressefoto.
By & Havn, PensionDanmark og Nordkranen Ejendomsudviklingsselskab er gået sammen i et projektselskab omhandlende Kronløbsøen. Pressefoto.

Selskabet Kronløbsøen Projekt P/S er netop blevet stiftet. Det samlede ejerforhold i selskabet er 50 procent til By & Havn, 40 procent til PensionDanmark og 10 procent til Nordkranen. Det oplyser By & Havn i en pressemeddelelse.

Selskabsdannelsen sker for at opføre et særdeles ambitiøst byggeri bestående af flere dele:

På Fortkaj ? den nordvendte kajstrækning i Århusgadekvarteret – ligger byggefelt 1.27, hvor der kan opføres 7.300 etagemeter boliger og 600 etagemeter erhverv i stueetagen. Byggefeltet skal desuden rumme nedkørslen til parkeringsdelen.

I Kronløbsbassinnet mellem Århusgadekvarteret og Sundmolen etableres en ø, hvor fundamentet er et parkeringsanlæg med plads til ca. 1.000 biler.

Oven på parkeringsdelen på den nyetablerede ø opføres et boligbyggeri på ca. 25.000 etagemeter. Sammenlagt er der på felt 1.27 og på Kronløbsøen tale om cirka 340 nyopførte boliger.

– Med det nye selskab på plads går vi ind i næste fase af etableringen af Kronløbsøen, der er et kompliceret puslespil bestående af boligbebyggelse og et meget stort parkeringsanlæg som soklen af den nye ø. By & Havn har selv betydelig knowhow inden for mange discipliner af blandt andet planlægning, byudvikling og anlæg, men det er altid fordelagtigt at have en åben tilgang til nye udfordringer og invitere til samarbejde. Derfor vælger vi i sager som denne at danne selskaber med eksterne partnere – og vi glæder os til samarbejdet med PensionDanmark og Nordkranen, siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

Hos PensionDanmark forventer man stor interesse for det nye område, når det engang står færdigt.

– Der er tale om et meget attraktivt område i rivende udvikling og med en perfekt beliggenhed tæt på vand, by og transport. Derfor forventer vi en høj efterspørgsel efter både boligerne, erhvervsdelen og parkeringsanlægget, og at medlemmerne dermed kan se frem til et godt afkast. Samtidig vil byggeriet skabe masser af job i opførelsesperioden. Det er et ekstra plus ved investeringen, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Konkurrence afsluttet

I forlængelse af etableringen af Kronløbsøen Projekt P/S afsluttes projektkonkurrencen, hvor fem teams har dystet om at tegne boligbebyggelsen og projektere den samlede bebyggelse på de to byggefelter. Foruden at blive bedømt på de arkitektoniske kvaliteter vil vinderteamet blive valgt ud fra sine ingeniørkompetencer, idet teamet både skal tegne boligbebyggelsen og være rådgiver ved udviklingen af parkeringsanlægget samt tilkørselsramperne.

Offentliggørelsen af vinderen af projektkonkurrencen forventes at ske i august, og det er således først på dette tidspunkt, det ligger fast, hvordan boligbyggeriet på felt 1.27 og Kronløbsøen kommer til at se ud.

Relateret indhold