Byggeriet har brug for vokseværk

Torben Klitgaard, Director, BLOXHUB. Pressefoto.
Torben Klitgaard, Director, BLOXHUB. Pressefoto.

Byggeriet er en af de mest initiativrige brancher, når det handler om at starte nye virksomheder. Men det kniber gevaldigt med at vokse sig stor og nå ud på de udenlandske markeder. Det skal den netop lancerede forening BLOXHUB lave om på.

På Regeringens økonomiske topmøde den 24. og 25. maj var et af hovedtemaerne, at vi i Danmark ikke er særligt gode til at skabe vækst og arbejdspladser. Temaet er i høj grad relevant for byggeriets virksomheder, og dermed også for BLOXHUB, der officielt blev skudt i gang ugen efter.

BLOXBHUB er en ny innovations- og væksthub – organiseret som en medlemsforening – for hele Danmark med Erhvervs- og Vækstministeriet, Københavns Kommune og Realdania som stiftende partnere. BLOXHUBs mission er at bidrage til en bæredygtig, global urbanisering gennem udvikling af innovative løsninger inden for arkitektur, design og byggeri; koblet med nyeste viden inden for digitalisering. Løsninger, der kan føre til vækst, nye virksomheder og øget eksport.

Set lidt ovenfra er behovet for en bæredygtig omstilling af verdens byer åbenlys. Urbaniseringen tager til med uformindsket styrke, og ressourcepresset bliver stadig større. I kolde tal vurderer FN, at der i 2050 vil bo cirka 6,3 milliarder mennesker i byerne. I dag bor vi 3,7 milliarder.

International efterspørgsel

Det er heller ikke tilfældigt, at stadig flere ser til Danmark og særligt København for at få inspiration til, hvordan forbedret livskvalitet og formindsket miljøbelastning kan gå hånd i hånd. Mange danske byer og kommuner er faktisk super dygtige til det og har allerede implementeret fremsynede løsninger, som danske virksomheder gennem årene har udviklet. Og som vi ved, at der er international efterspørgsel på.

Spørgsmålet er så bare, om byggeriets virksomheder er i stand til at løse udfordringerne. Om danske virksomheder generelt formår for alvor at koble sig på den globale byudvikling. Et behov og et marked er langt fra det samme – særligt ikke når opgaven er at komme ud på de internationale markeder. I den sammenhæng kommer man næppe uden om at ‘size matters’. Det kræver specialisering og et langt sejt træk at etablere sig på et udenlandsk marked. Ikke mindst indenfor byggeriet, hvor bygningsreglement og krav til test og godkendelser har dybe historiske rødder.

Hurtig død

Ingen tvivl om at danske virksomheder har skabertrangen og igangsætterambitionerne. Byggeriet er fuld af startup-virksomheder. Fx blev der i alene i 2012 etableret mere end 600 nye ingeniørvirksomheder. Ser man på antal af nystartede virksomheder i Danmark i forhold til det totale antal virksomheder, så ligger både udførende, arkitekt- og ingeniørvirksomheder pænt over niveauet for den øvrige industri. Men det kniber med væksten.

Danske byggevirksomheder dør hurtigere end byggevirksomheder i vores nabolande. Af de arkitektvirksomheder, der blev etableret i Danmark i 2008, var 40 procent lukket igen allerede året efter, og mindre end halvdelen eksisterede i 2012. Og jobvæksten for de virksomheder, der faktisk overlever, er markant lavere end i den øvrige industri. Derfor har vi en byggebranche med rigtigt mange små virksomheder. Hvor der i gennemsnit er 17 ansatte i en industrivirksomhed, er der lidt over to ansatte i en arkitektvirksomhed og knap fire ansatte i en udførende virksomhed.

Byggeriet er kort sagt god til iværksætteri. Det er ‘fuldføreriet’, det kniber med. Der er derfor brug for at understøtte de innovative virksomheders skalering. At få sat de gode ideer i system og bragt de små og mellemstore virksomheder ind i vækstforløb, så deres løsninger når længere ud – og også i spil i forhold til den globale urbanisering. I BLOXHUB er vi allerede i gang med vores første accelerationsprogram BuildTech og mere kommer til i løbet af 2016 for at understøtte lovende virksomheders skalering. Det er ikke tilfældigt, at de tre kerneværdier i BLOXHUB er Connect, Share og ikke mindst Scale.

Relateret indhold