Ingen læk på vandledningen – ny teknologi hædret i Royal Arena

På DIs Topmøde overrakte H.K.H. Kronprinsessen DI Prisen 2022 til virksomheden Kamstrup for at have udviklet en måde at overvåge vandledninger under jorden, der ved hjælp af akustisk og intelligent måling kan identificere lækager.
Fra venstre Ole Pjengaard, produktchef i Kamstrup, Sune Dupont, udviklingsingeniør i Kamstrup, senior vice president i Kamstrup Mads Sckerl, kronprinsesse Mary, adm. dir. i DI Lars Sandahæ Sørensen og ny DI-formand Klaus Holse.
Fra venstre Ole Pjengaard, produktchef i Kamstrup, Sune Dupont, udviklingsingeniør i Kamstrup, senior vice president i Kamstrup Mads Sckerl, kronprinsesse Mary, adm. dir. i DI Lars Sandahæ Sørensen og ny DI-formand Klaus Holse.

Med et særligt fokus på erhvervslivets klimatiltag, der kommer Danmark og hele verden til gode, gik årets DI Prisen 2022 til Kamstrup.

Skanderborg-virksomheden var nomineret til prisen for at have udviklet en måde at overvåge vandledninger under jorden, der ved hjælp af akustisk og intelligent måling kan identificere lækager.

De to andre nominerede virksomheder til var Stykka for udviklingen af en digital løsning, der gør det muligt at producere cirkulære køkkener til byggebranchen og Topsoe for deres Power-to-X teknologi, der kan omdanne energi fra sol og vind til flydende brændstof med minimal udledning af drivhusgasser:

– Når virksomheder lykkes med at skabe forandringer, skal de have evner og vilje. Men helt centralt i enhver transformation står mod, sagde H.K.H. Kronprinsessen og tilføjede:

– De tre virksomheder, der er nomineret til DI Prisen 2022 har alle demonstreret, at de har det. At de har både evnerne, viljen og modet til at satse og udvikle et produkt eller en løsning, der gør Danmark til et klimaforegangsland og bidrager til at fremme den grønne omstilling. Men kun én virksomhed kan få prisen og æren,

Resultater overgår forventninger

Løsningen fra Kamstrup kan medføre reduktion af store mængder vandspild og samtidig sikre, at flere får adgang til vand, som mange steder er en knap ressource. Derudover er der et stort eksportpotentiale i løsningen.

– Vores løsning er en akustisk lækagesøgningsfunktion, der er integreret ind i vandmåleren og kombineret med et analysesoftware, der gør, at man kan spore lækager i vandledninger. Vi ser nu, at vores teknologi hjælper vores kunder med at finde lækager – og specielt lækager, som ellers ikke ville være fundet. På den måde sparer de en masse energi og vand, siger senior vice president i Kamstrup, Mads Sckerl.

Han tilføjer:

– Resultaterne af overvågningssystemet har langt overgået vores forventninger. Vi ser en teknologi som en vigtig brik i at nedbringe energiforbrug, nedbringe vandspild og understøtte den grønne omstilling.

Relateret indhold