Arbejdsløse skal ikke betale for nyt dagpengesystem

Dagpengekommissionen blev nedsat i 2014 af SR-regeringen for at komme med anbefalinger til et “nyt og mere tidssvarende” dagpengesystem. Vel at mærke uden at det måtte koste en krone mere. På trods af den forudsætning har Dagpengekommissionen præsenteret et udspil, der vil medvirke til, at færre falder ud af systemet, og som ikke mindst betyder, at det bliver nemmere at genoptjene retten til dagpenge. Der er tale om tiltrængte forbedringer for lønmodtagerne.

I Dansk El-Forbund er vi især tilfredse med muligheden for at forlænge perioden på dagpenge med op til et år ud over de to år, som er gældende i dag, hvis man tager korterevarende job undervejs i ledighedsperioden. Små job og korte ansættelser er noget, som vi kender rigtig godt til i vores branche, og den del af udspillet er et skridt i den rigtige retning.

Kommissionen lægger også op til en ændring af den måde, som dagpengesatsen beregnes på. Det vil ifølge kommissionens regnemaskine betyde, at andelen af ledige, som får den højeste dagpengesats, stiger fra 81 procent i dag til 92 procent med det nye system. Det er også positivt.

Nyuddannede skal ikke straffes

Men regningen for forbedringerne af dagpengesystemet skal ikke efterlades til de arbejdsløse ved at straffe dem med otte dage årligt uden dagpenge (karensdage), og de nyuddannede skal ikke straffes med en lavere dimittendsats.

For unge akademikere, der kommer fra en tilværelse på SU, betyder nedgangen i dagpengesatsen fra 82 til 78 procent af maksimal dagpengesats ikke det store. Men for nyuddannede i Dansk El-Forbund og andre LO-forbund er det en stor problemstilling, som betyder, at de kommer til at gå meget langt ned i indkomst.

Fagbevægelsen er med sin deltagelse i kommissionsarbejdet via LO og FTF gået efter indflydelse og har taget samfundsansvar ved at pege på en del af den finansiering, som skal rette op på makværket af et dagpengesystem, som Kristian Thulesen Dahl og Lars Løkke Rasmussen for mere end fire år siden sammen trak ned over danskerne. Nu må politikerne til lommerne og finde de rigtige “politiske penge”. Vi opfordrer politikerne til at droppe “straffedagene” for at være arbejdsløs og finde pengene, så vi kan få ro om dagpengesystemet. Det er næppe for meget forlangt. Når det er gjort, ser vi frem til et bredt politisk forlig om et tryggere og mere rimeligt dagpengesystem. Det er der i den grad brug for.

Relateret indhold