Pessimismen på retur i byggeriet

Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Bygge- og anlægsbranchens fremtidsforventninger fortsætter den svagt opadgående tendens fra lavt udgangspunkt, som har gjort sig gældende det meste af 2015. Men der er langt op til det positive territorium

Danmarks Statistiks sammensatte konjunkturindikator for bygge og anlæg er krøbet gradvis op fra -17 i marts til -13 i juli. Når byggeriets konjunkturbedømmelse – trods vækst i branchens omsætning og beskæftigelse i 2015 – ikke er bedre end tilfældet, skyldes det et todelt byggearbejdsmarked. De store virksomheder har det godt og er involveret i de store anlægsopgaver som fx metro- og hospitalsbyggerier, mens de små virksomheder har det sværere med ordrebeholdningen.

Dansk Byggeri ser dog frem til en forsigtig bedring i branchens konjunkturvurdering, når den genindførte Boligjobordning i løbet af efteråret formentlig vil afspejle sig i en bedre bedømmelse af ordrebeholdningen hos de små og mellemstore byggevirksomheder.

De senere års stop-and-go-forløb omkring håndværkerfradraget har været skadeligt. Derfor er det positivt, at der nu i hvert fald er en afklaring, hvad 2015 angår. Der udestår dog stadig en politisk aftale om det konkrete indhold af den kommende mere energi-målrettede Boligjobordning fra 2016 og frem. Både forbrugerne samt håndværks- og servicevirksomhederne har brug for afklaring om, hvilke rammevilkår, der gælder.

Danmarks Statistik spørger også til, hvilke produktionsbegrænsninger, byggeriets virksomheder oplever, og her er manglende efterspørgsel fortsat et større problem end manglende arbejdskraft, men sidstnævnte har været stigende i 2015.

Virksomheder svarende til 21 procent af beskæftigelsen mangler efterspørgsel, mens virksomheder svarende til 11 procent af beskæftigelsen oplever mangel på arbejdskraft. Selvom der ikke er generelle flaskehalse blandt de timelønnede inden for byggeriet, er der grund til en vis opmærksomhed på arbejdskraftmanglen på anlægsentreprenørområdet. Der er specialfunktioner på ingeniørområdet samt inden for projekt- og byggepladsledelse, hvor vi ser begyndende mangelsituationer.

Relateret indhold