God byudvikling forudsætning for attraktive boliger

Foto: Ricky John Molloy.
Foto: Ricky John Molloy.

Særligt i udviklingen af nye byområder er dagsordenen præget af større developere. De driver naturligvis udviklingen ved hver især at optimere deres egen fortjeneste indenfor de rammer, der er sat fra kommunens side. Og selvom flere udviklingsområder arbejder med borgerinddragelse via høringer og dialogmøder, så er initiativretten klart placeret. Det store spørgsmål er dog, om det nødvendigvis giver det bedste resultat.

Udflytningen af arbejdspladser, urbaniseringen og ændrede samlivsformer stiller nye krav til vores bygninger. Det betyder også, vi ikke bare kan tage de gamle løsninger ned fra hylden og forvente, at de stadig passer. Udvikling i reelt partnerskab mellem borgere og private aktører – i stedet for simpel inddragelse på developernes præmisser – kan medføre, at ikke blot de kendte potentialer, der ligger i et byområde, forløses, men også at helt nye potentialer opdages. Ved at sætte initiativretten fri, opstår der projekter, ingen havde forudset.

Initiativet Givrum.nu er en illustration af, at idéer findes, men det er svært at finde plads til at udfolde dem. Entreprenante borgere, som har fået øje på en tom bygning, der kan bruges til netop det sociale eller kulturelle projekt, de brænder for, kan gennem givrum.nu få råd til at komme igennem de administrative og juridiske udfordringer, der er ved realiseringen af projektet.

Dermed bliver den enkelte borger en driver for udviklingen af byrummet og er med til at give et helt område identitet. Men vejen dertil må lettes, hvis vi vil byudvikling, der både styrker fællesskabet i nærområdet og løfter den oplevede værdi af boligen.

Relateret indhold