Kloakforslag møder kritik

Miljøminister Kirsten Brosbøl vil hjælpe økonomisk trængte boligejere i landområderne, der har fået krav om kloakering. Det er bare ikke helt nok, mener Danske Anlægsentreprenører.
Miljøminister Kirsten Brosbøl vil give en håndsrækning til de boligejere i landdistrikterne, der har svært ved at betale for en påtvungen kloakering. Arkivfoto: Niels Johan Juel Jensen.
Miljøminister Kirsten Brosbøl vil give en håndsrækning til de boligejere i landdistrikterne, der har svært ved at betale for en påtvungen kloakering. Arkivfoto: Niels Johan Juel Jensen.

I omegnen af 40.000 husstande i landområderne er blevet ramt af kravene om bedre rensning af spildevand, og skal derfor kobles på offentligt kloaknet. Det har imidlertid skabt nogle problemer, da det ikke er alle, der har råd til at betale regningen for kloakmesterens besøg.

Det får nu miljøminister Kirsten Brosbøl til at se på, hvad der kan gøres for de mest trængte husejere – hvilket skal udmønte sig i et lovforslag til efteråret.

– Regeringen er meget optaget af at finde en løsning på dette problem, og vi vil have et lovforslag klar i efteråret. Vi skal have et bedre vandmiljø, men det skal ske, uden folk bliver sat i fængsel, fordi de ikke har råd at betale en kloakregning. Det er ikke nogen forbrydelse at være fattig, siger miljøminister Kirsten Brosbøl på naturstyrelsens hjemmeside.

I alt drejer det sig om cirka 1.700 boligejere, som ikke er i stand til at betale regningen. Det nævnes, at der blandt andet kan gives længere frist for at forbedre spildevandsforholdene, så der bliver mere tid til at finde penge, ligesom der også kan blive tale om afdragsordninger, hvor spildevandsselskabet lægger ud.

Miljøministeriet tilføjer dog, at eventuel separatkloakering ikke vil blive dækket ind af det kommende lovforslag, da det er de enkelte kommuner, der kan stille krav om dette.

Ikke godt nok

Hos Danske Anlægsentreprenører er man positive over tiltaget – men mener samtidig, at den kommende ordning bør dække bredere.

– Det er fint, at ministeren nu vil gå fra snak til handling, så også økonomisk trængte husejere kan få kloakering til gavn for miljøet. Men det betyder også, at kommunerne og de kommunalt ejede spildevandsselskaber allerede nu skal i gang med de konkrete planer. Det vil give mulighed for at sætte arbejderne i gang, så snart lovforslaget er vedtaget, og det vil tjene miljøet, siger branchedirektør Niels Nielsen fra Danske Anlægsentreprenører i en pressemeddelelse.

Derudover fremhæver de, at ejendommene uden kloakering i landområderne ikke er hele problemet – og her nævnes netop separatkloakering som et af problemerne.

– Det er ærgerligt, at ministeren kun vil skaffe hjælp til kloakering af ejendomme i landområder, for mange steder skal der laves separatkloakering og så ved vi, at kloakrør og brønde på private grunde mange steder er i så elendig stand, at de indebærer en betydelig miljørisiko. Derfor vil det være ærgerligt for miljøet, hvis miljøministeren ikke tager det problem med i lovforslaget til efteråret, siger Niels Nielsen.

Skader miljøet

I øvrigt mener Danske Anlægsentrenører ikke, at forslaget om en længere frist er nogen særlig god ide.

– Det vil kun forsinke nødvendige arbejder og skade miljøet, hvis ministeren holder fast i hendes tanker om en forlænget frist for boligejerne til at få spildevandsforholdene i orden. Det kan kun gå for langsomt med at få orden på kloakkerne hos de private boligejere, siger Niels Nielsen.

Relateret indhold