Byggeriets små rådgivervirksomheder mærker det økonomiske opsving

Henrik Garver, administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI). Pressefoto.
Henrik Garver, administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI). Pressefoto.

Af Henrik Garver, administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI)

Regeringens netop fremlagte “Økonomisk redegørelse” viser, at dansk økonomi er på vej frem. Den seneste vismandsrapport forudser, at der i de kommende år skabes 65.000 nye arbejdspladser i Danmark. Tal fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, understøtter konklusionerne. Samtidig viser beregninger fra FRI’s seneste konjunkturundersøgelse, at det også er de mindre rådgivende ingeniørvirksomheder inden for byggeriet, der mærker fremgangen.

Ordrebøgerne er fulde

Nye beregninger, af de data der ligger bag FRI’s seneste konjunkturundersøgelse, viser, at de små rådgivende ingeniørvirksomheder har fulde ordrebøger, og at flere forventer at ansætte inden for de næste seks måneder. FRI har på baggrund af den seneste halvårlige konjunkturundersøgelse lavet en særlig analyse af de mindre virksomheder med 1-20 ansatte for at afdække, hvordan de ser på fremtiden.

Udviklingen i de mindre rådgivervirksomheder siger meget om, hvor dybt de økonomiske makrotendenser reelt stikker, når det kommer til rigtige virksomheder, rigtige arbejdspladser og rigtige opgaver. Derfor er det et godt tegn for hele branchen, når flere af de mindre ingeniørvirksomheder har så fulde ordrebøger, at de regner med at skulle ansætte flere medarbejdere. Normalt er det primært de største virksomheder, der har længerevarende opgaver, som kan se så langt ud i fremtiden, at de kan vurdere om de skal øge eller reducere antallet af ansatte. Samtidig er det en markant større beslutning, hvis en virksomhed med ti ansatte skal ansætte en ekstra kollega, end hvis en virksomhed med 1.000 mand øger til 1.001. Derfor er det rigtigt positivt, når SMV’erne i branchen entydigt melder ud, at ordrebøgerne er fyldt op. Det indikerer klart, at den fremgang vi har sporet det seneste år, har bidt sig fast. De mindre rådgivende ingeniørvirksomheder har vækst i opgaverne inden for alle sektorer, men der hvor det går bedst, er inden for byggeriet.

Det er særligt i boligbyggeriet, at der er mange opgaver for de mindre virksomheder, men også i sektorer som offentligt byggeri og erhvervsbyggeri er deres kompetencer efterspurgte.

Den offentlige bygningsmasse skal løftes

En opbremsning i offentlige investeringer vil blive opvejet af øget privat vækst. Men jeg har en helt anden bekymring, når regeringen melder ud, at de offentlige investeringer skal reduceres, for når vi ser på tilstanden af bl.a. den offentlige bygningsmasse, så er den fortsat helt utilstrækkelig. Det er et problem både nu og i de kommende år, hvis denne ikke bliver løftet, enten gennem renovering eller nybyggeri. Et løft af den offentlige bygningsmasse er afgørende nødvendigt, hvis Danmark gerne vil nå de fastsatte klimamål og samtidig har bygningsmassen kvalitet så den understøtter formålet, eksempelvis at skoler og undervisningsbyggeri understøtter læring.

Relateret indhold