Fald i ledigheden styrker troen på bedre tider

Økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, Maria Schougaard Berntsen. Foto: Dansk Byggeri.
Økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, Maria Schougaard Berntsen. Foto: Dansk Byggeri.

Det begynder at spire i dansk økonomi, selvom det forsat går meget langsomt fremad. Set i forhold til februar måned 2013 er ledigheden ganske vist faldet med 16.600 fuldtidspersoner, men udviklingen skyldes især dagpengereformen og indførelsen af de nye ydelser uddannelseshjælp og arbejdsmarkedsydelse fra årsskiftet.

Ligesom mange får sig en forårsforkølelse, når de i ren iver får proklameret forårets kommen for tidligt, er tiden desværre stadig heller ikke moden til den store jubelscene over udviklingen i ledigheden. Der er en svag positiv tendens i tallene, men dagpengereformen påvirker ledighedstallene, da mange er faldet helt ud af arbejdsstyrken, og effekten for uddannelseshjælpen og arbejdsmarkedsydelsen er stadig ved at etablere sig.

Her modsvares faldet i bruttoledigheden for de unge under tredive for eksempel ikke af en tilsvarende stigning i modtagere af uddannelseshjælpen, hvilket blandt andet skyldes, at færre vurderes uddannelsesparate, end da de modtog kontanthjælp.

Selvom den faldende tendens i ledigheden vidner om bedre tider, så er det først, når beskæftigelsen får fat, at der er tale om en reel vending på arbejdsmarkedet. Det er væksten i dansk økonomi endnu ikke kraftig nok til at trække i gang.

En mild vinter og de mange stormskader har påvirket beskæftigelsen i byggeriet positivt henover vinteren, da færre har været nødt til at gå ned i timer eller har undgået at blive afskediget.

Udbedring af stormskader kan man dog i sagens natur ikke leve af i længden, og der er stadig mange blanke sider i ordrebøgerne, for udviklingen i økonomien har slet ikke haft det tempo, man kunne drømme om. Vi har i stedet brug for en stabil og sund vækst. BoligJob-ordningen stimulerer boligejerne til at købe hvidt og på sund vis skabe aktivitet i samfundet – også i de mere stille dele af Danmark, og ligeledes vil den kommende vækstpakke forhåbentligt indeholde initiativer, der kan stimulere væksten, så vi kan få den opblomstring i beskæftigelsen, vi alle sukker efter.

Relateret indhold