Mangel på arbejdskraft rammer små byggefirmaer langt hårdere

De store virksomheder trækker dansk økonomi frem, mens SMV'erne halter efter. I byggeriet er forskellen særligt tydelig på adgangen til medarbejdere.
En mand iført overalls borer i et stykke træ.
Manglen på arbejdskraft er på vej ned generelt set, men i byggeriet mærker de små og mellemstore virksomheder ikke til udviklingen. Foto: Gettyimages.

Dansk økonomi er i fremgang, men væksten er langt fra ligeligt fordelt. Det gælder også virksomhedernes adgang til arbejdskraft.

Ifølge SMVdanmark er manglen på medarbejdere ganske vist faldende på tværs af økonomien, men udviklingen slår ikke lige stærkt igennem hos små og mellemstore virksomheder.

Læs også

SMVdanmark: Virksomheder er ikke klar til nye EU-regler

I byggeriet er forskellen særlig tydelig, lyder det fra organisationens adm. direktør, Jakob Brandt.

– Manglen på arbejdskraft er ganske vist på vej ned generelt set, men vores tal viser, at det ikke i samme omfang gør sig gældende for SMV’erne, som f.eks. i byggeriet mangler arbejdskraft i meget højere grad end de store i branchen gør.

Afdæmpet vækst på hjemmemarked

Udmeldingen kommer i kølvandet på den seneste rapport fra De Økonomiske Råd, som ifølge SMVdanmark tegner et billede af en dansk økonomi, der bevæger sig i to forskellige tempi.

Fremgangen er især drevet af store, eksportorienterede virksomheder, ikke mindst medicinalindustrien. På hjemmemarkedet har væksten været mere afdæmpet, og det rammer i højere grad de små og mellemstore virksomheder, som typisk er mere afhængige af den indenlandske økonomi.

Læs også

Finanslov: Roser udspil, men advarer mod barrierer og ny regning

– Det er godt for dansk økonomi, når de store virksomheder har gode tider båret af de globale markeder. Men det kommer ikke alle lige meget til gavn, og når de små og mellemstore virksomheder ikke i samme grad er med i den økonomiske fremgang, så kommer fremgangen eksempelvis ikke i samme omfang ud i kanterne af Danmark, hvor SMV’erne fylder rigtig meget af økonomien, siger Jakob Brandt, der også er medlem af De Økonomiske Råd.

Skal undersøge byrder

Et andet område, hvor SMVdanmark ser muligheder for at forbedre virksomhedernes rammevilkår, er de administrative byrder.

Regeringsgrundlaget indeholder en ambition om at reducere erhvervslivets administrative byrder med 25 %. Ifølge vismændene kan en realisering af ambitionen løfte BNP med 30 mia. kroner. Det skal ses i forhold til regeringens samlede mål om at øge velstanden målt ved BNP med 70 mia. kroner.

På det seneste møde i De Økonomiske Råd blev det samtidig meldt ud, at vismændene i deres kommende rapport vil analysere de økonomiske konsekvenser af virksomhedernes administrative byrder.

Læs også

Politisk ønske: Saml byggeriet under én minister

Det glæder Jakob Brandt, som flere gange har efterlyst netop en sådan analyse:

– Jeg ser meget frem til, at vismændene nu griber udfordringen med at få belyst de økonomiske konsekvenser af byrderne på det danske erhvervsliv. Det er ekstremt glædeligt, at man fra politisk hold nu har erkendt, at man har overbebyrdet de danske virksomheder med bureaukrati, alt for ofte med meget lav eller ingen værdi, og de faglige analyser kan forhåbentlig understøtte en god politisk proces.

Relateret indhold